23948sdkhjf

Den almene sektor går foran med effektive byggeløsninger

Byggeriet kan effektivisere for milliarder. Det viser en ny analyse fra Ingeniørforeningen, IDA, der peger på, at der er store effektiviseringer at hente i modulbyggeriet. Den almene sektor er i gang.
Det almene byggeri går hele tiden nye veje for at bygge billigere boliger, og et indsatsområde er blandt andet modulbyggeri. Det er boliger, der bygges som byggeklodser på store fabrikker, før de køres til byggepladserne, hvor de bliver samlet med facaderne og tilsluttet el og vand. Og netop den form for byggeri kan ifølge Ingeniørforeningen give store effektiviseringsgevinster

Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen siger i en kommentar til analysen, at regeringen arbejder målrettet på at udvikle det almene byggeri endnu mere rationelt, så det bliver så omkostningseffektivt som muligt – og den her type byggeri har vi allerede gode erfaringer med i det store forsøg, vi har i gang.

Vi ved, at det kan skabe billigere boliger og samtidig også give flere arbejdspladser i dansk byggeri, siger Carsten Hansen.

- Den almene sektor er i kraft af sin størrelse en motor i udviklingen af de nyeste byggemetoder og boligformer. Samtidig er der et politisk ønske om, at den almene sektor skal være for alle. De seneste år er AlmenBolig+ f.eks. blevet yderst populær.

KAB har på forsøgsbasis fået udviklet et modulbyggeri-AlmenBolig+. Jeg er glad for at se, at IDA’s analyse bekræfter, at den type byggeri er den rigtige retning at arbejde i for at bygge dén slags billige boliger.

Vores erfaringer fra forsøget viser, at det er en type boliger, som passer rigtig godt til de danske familier, der vil deltage mere i den daglige drift end det, der er almindeligt i alment byggeri. Og der er stor efterspørgsel efter den type boliger" siger Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter.

Flere danske arbejdspladser

Modulbyggeriet kan ikke bare være med til at skabe nye billige boliger. Det kan også skabe danske arbejdspladser. Netop fordi byggeriet foregår under tag, så fortsætter arbejdet hele året rundt uden at blive forsinket af det skiftende danske vejr.

- Derfor kan modulbyggeriet også skabe flere arbejdspladser blandt landets håndværkere, fordi der er tale om helårsarbejdspladser, som er placeret her i landet, siger Carsten Hansen.

Bjørn Zebitz, der er formand for Ingeniørforeningens fagtekniske netværk, IDA Byg, er enig i ministerens betragtninger:

- Der er ingen tvivl om at vi i nær fremtid vil se både kvalitet og produktivitet stige på de større byggerier herhjemme. Det vil for eksempel den almene sektor og de store sygehusbyggerier kunne få gavn af, vel at mærke uden at byggeriet bliver ensformigt, siger Bjørn Zebitz.

- Når man bygger indendørs under kontrollerede forhold og dermed frigør sig fra vejrgudernes luner, så kan processer for både tid og kvalitet optimeres. Det er to afgørende grunde til at flere byggekontrakter kan lande på danske hænder og udgøre et muligt eksportmarked, mener Bjørn Zebitz.

Men han understreger, at vi endnu er i en fase, hvor der er hårdt brug for mere viden, så øget forskning på området vil udgøre den helt rette timing for byggebranchen.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078