23948sdkhjf

Tømrere i vikingernes fodspor

Ødsted-tømrere svinger øksen i ny rekonstruktion af gigantisk bro fra vikingetiden i Vejle Ådal
Tømrere fra Ødsted Tømrer og Snedkerforretning A/S ved Vejle har udført en spektakulær opgave, der ligger langt fra nogle af virksomhedens mere rutineprægede opgaver som indbygning af køkken, tilbygninger, bygningsrenovering, tagudskiftning m.v. Opgaven gik ud på at hugge massive egestolper og samle dem til en ny delvis rekonstruktion af en af vikingetidens mest imponerende bygningsværker, Ravningbroen – Harald Blåtands berømte bro tværs over Vejle Ådal, 10 kilometer syd for det gamle kongesæde i Jelling.

Ravningebroen blev bygget for mere end 1.000 år siden og var et mægtigt stykke ingeniørarbejde bygget af 300 kg tunge øksetilhuggede egetræsplanker fra op til 500 år gamle egetræsstammer med en omkreds på op til syv meter og fældet i et område svarende til ca. 600 fodboldbaner og derefter ført til Ravninge Enge i Ådalen. Broen har været ca. 1 km. lang, og var i tusind år - indtil 1930"erne den længste bro i Danmark med en kørebane på knap seks meter, så to hestetrukne vogne kunne passere hinanden. Men efter blot et par årtiers brug må broen være gået til, og den gik i glemmebogen, indtil der i 1953 blev fundet store, tilhugne stolper af egetræ nær landsbyen Ravning. Uddybningen af åen og nedlæggelsen af drænrør gjorde, at mosen sank sammen, så stolperne i nordsiden fra nogle af de oprindelige 280 brofag begyndte at stikke frem.

Ømme fingre

I 1985 blev en lille del af broen rekonstrueret, men også den er gået til, og det er derfor, at Vejle Museum i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen og Naturstyrelsen nu har sat lokale tømrere til at lave en ny rekonstruktion af broen, og selvom der blot er tale om en cirka 12 meter lang smagsprøve på vikingernes monumentale bro, og selvom tømrerne i dag har moderne hjælpemidler, drejer det sig om et stort projekt, hvor det ensformige arbejde med øksen giver tømrerne både ømme fingre og ryg og vabler i hænderne. Men i det mindste kan tømrerne glæde sig over, at de slipper for at tilhugge stolperne ud af runde træstammer. Til deres lettelse er de mange tons træ skåret for med en sav.

Pengene til rekonstruktionen kommer fra en sum på 15 millioner kroner, som A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret til Kulturarvsstyrelsens projekt: Danmarks Oldtid i Landskabet.

Rekonstruktionsarbejdet ledes af Vejleegnens Museers arkæologiske naturvejleder Katrine Lewinsky Moestrup, som har arbejdet intenst med at samle de nyeste forskningsresultater, så den nye rekonstruktion kommer så tæt på originalen som muligt, og det praktiske arbejde er lagt i hænderne på tømrere fra Ødsted Tømrer og Snedkerforretning, hvorfra tømrermester Knud Kyndesen fortæller til Mester Tidende, hvordan det gik til, at firmaets tømrersvende kom til at gå i vikingernes fodspor, og hvad de i virkeligheden tumlede med i de uger, da afhuggede træspåner fløj om ørerne på dem:

Lærerigt arbejde

- Vi blev kontaktet af Vingsted Historiske Værksted, som er en afdeling af Vejle Museum, om vi ville medvirke til udførelse af nye brofag til den gamle Ravningbro.

Der er større brofag på den nordlige side af ådalen og mindre brofag på den sydlige side.

Vi var selvfølgelig meget interesseret i at deltage i dette projekt, da vi har svende, der har viden og håndelag til at udføre sådanne opgaver gennem adskillige arbejder for kirker, hvor der også indgår store tømmerdimensioner og gamle tømrersamlinger.

Desuden har vi har tidligere udført en jernalder bygning til Historisk Værksted, hvor vi skulle håndhugge tømmeret. Derfor var det os ikke fremmet med sådan e en opgave.

Opgaven var noget krævende, med en stram tidsplan, men vi satte ekstra mandskab på opgaven, sådan at vi kunne nå det.

Det har været en meget spændende opgave, hvor de unge svende, som vi satte på opgaven sammen med de gamle svende der kender til arbejdet, har haft stor indlæring af at være med til at håndhugge egetømmer.

Det er en stor opgave at hugge egetømmer der skal måle 12 x 12 " ( 30 x 30 cm ). Andre dimensioner er f.eks. 50 x 30 cm i 550 cm længde og 50 x 10 cm i 550 cm længde. Det tager lang tid at hånd hugge sådanne tømmerplanker.

Halvanden dag

1 Planke på 50 x 10 cm i 550 cm længde tager en svend ca. 1 1/2 dag at tilhugge.

- Vi startede med at nedtage den gamle brorekonstruktion, der var rådnet op, hvorefter vi påbegyndte huggearbejdet. Derefter hejste vi egestolperne på plads, her var vi nødt til at bruge lift, for de tungeste af egebjælkerne vejede 8-900 kg.

Efter egestolperne blev sat, monterede vi tværtømmer 50 x 30 cm, der blev samlet med egenagler i ca 43 mm i tykkelse. Herefter er der oplagt 20 x 20 cm langsgående tværs åse, og herpå lagde vi selve køreplankerne, der måler ca. 50 x 10 cm, - alt samlet med trænagler, forklarer Knud Kyndesen og tilføjer, at planen er, at brorekonstruktionen skal have en holdbarhed på cirka ca. 25 år.

- Og så er vi da alle stolte her i firmaet, over at medvirke til sådan en opgave. Det er sjældent, at en tømrersvend kommer til at lave noget sådan, og det er da også en glæde, at man om mange år kan tage sine børn og børnebørn med ud til brofagene og fortælle dem, at det har vi været med til at lave.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094