Vinduesproducent bliver sponsor for Viborg HK
Vinduesproducenten Nordan og Viborg HK har netop indgået en aftale om et "langvarigt partnerskab". Også kaldet et sponsorat.
Den nordiske koncern har valgt at bakke op om Viborg HK, fordi partnerskabet giver virksomheden god eksponering på det danske marked. Det skriver Nordan i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at vinduesproducenten har et værdifællesskab med håndboldklubben.
Nordan ejer den danske virksomhed STM Vinduer, som fra 1. januar skifter navn til Nordan i forbindelse med en fusion.
- Vi vil naturligvis gerne have en stor eksponering i Danmark, hvor vi forventer fremgang i de kommende år. Det er vigtigt for os at være synlige og få udbredt kendskabet til Nordan, og det vil vi ikke mindst gøre gennem et partnerskab med en førende håndboldklub som Viborg HK. Vi har en forkærlighed for håndbold i koncernen, og det er derfor helt naturligt for os at samarbejde med Viborg HK, udtaler Lars Christensen, salgsdirektør i Nordan, i en pressemeddelelse.
Bakker op om bæredygtighed
Nordan overtog 70 pct. af aktierne i STM Vinduer i 2020, mens de resterende 30 procent blev erhvervet i 2023.
Nordan Gruppen omsætter for ca. 5 milliarder kroner (NOK), har 12 fabrikker i Norge, Sverige, Polen, Litauen og Danmark og beskæftiger omkring 2.300 medarbejdere.
- Aftalen handler om meget mere end økonomi. I Nordan arbejder vi målrettet med bæredygtighed og er med helt i front, når det gælder produkter, der har et lavt aftryk på miljøet og klimaet. Viborg HK har også i flere år arbejdet med en lang række tiltag indenfor bæredygtighed, og det er initiativer, som vi bakker op om, udtaler Lars Christensen i pressemeddelelsen.
Viborg HK har ifølge pressemeddelelsen en målsætning om at være verdens grønneste håndboldklub. Klubben står blandt andet bag indsamling af møbler, som sælges i butikken Grøn Fornuft. Viborg HK har vundet 14 danske mesterskaber og Champions League tre gange.
Nordan fusionerer med STM Vinduer på Langeland fra årsskiftet, og det er med en ambition om at blive endnu større på det danske marked.