23948sdkhjf

Lejepriser indretter sig efter markedet

Cramo har nedsat lejepriserne på 250 byggemaskiner, og markedet har reageret positivt. Direktør Martin Henriksen oplever en mere bevægelig prisstruktur end tidligere
Der kom voldsomme reaktioner fra udlejningsbranchen, da adm. direktør i Cramo, Martin Henriksen i Mester Tidende, fremsatte sin holdning om, at udlejningspriserne reelt var alt for høje og at det var grunden til, at maskinerne ikke kom ud at køre.

Men krisen og overkapaciteten har tvunget udlejerne til at sænke priserne og selvom det nok er ilde hørt, så er det nok en gængs tendens i hele udlejningsbranchen, der ganske vist også klager sig over at priserne er under pres.

Hård debat

Forårets debat om priserne på udlejningsmateriel har dermed ikke været forgæves. Blandt andet har Cramo nu fulgt sin egen direktørs opskrift på medicin, og har rettet kritikken af det danske prisniveau indad, og sænket priserne for 250 byggemaskiner, og det har givet mere udlejning:

- Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om vores prisnedsættelse har øget den samlede volumen på udlejning af byggemaskiner, men jeg kan i hvert fald konstatere sort på hvidt, at vores trend peger opad, mens byggeriets barometer som helhed ikke står alt for godt, siger Martin Henriksen.

- Min pointe i forårets debat var, at udlejningsmarkedet i Danmark kunne udvides betydeligt, hvis priserne kom ned på et lavere niveau specielt indenfor byggemaskiner, og der er mulighed for at tjene penge på det trods en prisnedsættelse, siger Martin Henriksen, der indenfor de 250 byggemaskiner har nedsat priserne med op til 30 procent.

Inden for anlægsmaskiner forholder det sig noget anderledes. Her er maskinflåden i Danmark både hos udlejningsfirmaer og entreprenører blevet tilpasset, og med det øjeblikkelige aktivitetsniveau, kniber det udlejningsvirksomhederne at have tilstrækkelig kapacitet.

Øget efterspørgsel

- Her vil vi opleve, at udlejningspriserne vil stige som følge af den øgende efterspørgsel. I forhold til den kapital, der er bundet i anlægsmaskiner, er priserne lidt for lave lige nu, men jeg tror, vi er kommet i en situation, hvor udlejningspriserne er lidt mere bevægelige end tidligere og helt naturligt vil følge udbud og efterspørgsel. Hvornår det sker, og hvor meget priserne vil stige, vil afhænge af udviklingen i aktiviteterne på anlægsområdet, siger Martin Henriksen, som er ganske fortrøstningsfuld efter en travl sommer.

- Vi har haft konstant vækst i udlejningen siden marts, og jeg tror, at vi ser en udvikling, hvor ikke alene Cramo, men hele branchen vil profitere af, at det er vanskeligt at få finansieret køb eller leasing af anlægsmaskiner. Dermed kan vi få udvidet udlejningsmarkedet, så det mere kommer til at ligne det norske og svenske.

- Byggebranchen er forholdsvis hårdt ramt af konjunkturerne i øjeblikket, og derfor jager alle variable omkostninger. Det giver øget fokus på at leje maskiner frem for at eje. Derved opnår byggefirmaerne en mere fleksibel økonomi, hvor omkostningerne følger aktiviteterne, siger Martin Henriksen, som tilføjer, at han tror på, at udlejningsbranchen er forbi bundpunktet for konjunkturerne, og at det derfor nu vil gå fremad igen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078