23948sdkhjf

Det bliver langt dyrere at fyre op med fjernvarme

Ny afgift kommer til at koste husstande med fjernvarme tre gange så meget, som regeringen sagde.
Varmeregningen for landets 1,6 millioner fjernvarmekunder stiger fra nytår.

Ifølge Dansk Fjernvarme vil varmekunderne blive ramt af et gennemsnitligt prishop på 5 procent svarende til en regning på cirka 700 kroner, skriver Jyllands-Posten.

Men tallene dækker over store lokale forskelle, afhængig af hvilke brændsler varmeværkerne bruger, lyder meldingen.

- Det vil især ramme de store byer, fordi de bruger forholdsmæssigt meget biobrændsel, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, til avisen.

På Frederiksberg er der for eksempel allerede vedtaget et prishop for næste år på 15 procent svarende til en stigning på op mod 1500 kroner for en bolig på 150 kvadratmeter.

Synderen bag de stigende varmepriser er en såkaldt forsyningssikkerhedsafgift på blandt andet træflis og halm, som regeringen satte på programmet i forbindelse med sidste års grønne energiaftale.

I 2014 venter regeringen, at den nye afgift, der skal kompensere for færre afgifter fra et faldende forbrug af kul, olie og gas, vil fylde ekstra 1,5 milliarder kroner i statskassen, og samlet står varmekunderne til at betale 14,4 milliarder kroner frem mod 2020.

Da klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) sidste år præsenterede regeringens grønne energiaftale, var meldingen, at den nye varmeafgift sammen med stigende el-afgifter vil påføre en typisk husstand en regning på 1300 kroner i 2020.

Men nu viser beregninger fra Dansk Fjernvarme, at alene den nye varmeafgift vil udløse en ekstraregning på op mod 3500 kroner, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08