23948sdkhjf

Arkitekter vil genbruge 250.000 ton træ fra Danmarks minkfarme

Arkitekter har vundet en check på 50.000 kr. for deres overbevisende projekt og bud på, hvordan træ bliver genbrugt fra Danmarks nedlagte minkfarme

To tidligere håndværkere har undersøgt, hvordan 250.000 ton genbrugstræ fra Danmarks nedlagte minkfarme kan transformeres og få nyt liv som bærende konstruktioner i nye byggerier.

Det har kastet en pris og en check af sig fra arkitekt- og ingeniørrådgiveren Sweco. 

For tredje år i træk har virksomheden uddelt talent prisen 'Sweco Transform Award', som hylder studerendes idéer om en mere bæredygtig fremtid. 

Vinderne blev Mads Oien Nielsen og Simon Pyll Truesen fra Det Kongelige Akademi med projektet ”Potentialet i Danmarks største nedrivningssag. Undersøgelser af højt kvalificeret træ i nye funktioner”. 

Ved hjælp af en grundig kvalitativ og kvantitativ analyse har de to arkitekter udviklet en metode, der kombinerer traditionelle byggeskikke med moderne produktionsmetoder i udnyttelsen af de store mængder standard spærtræ fra de tomme minkfarme.

Deres arbejde viser, hvordan træ fra minkfarmene kan omdannes til arkitektonisk værdifulde og genanvendelige søjle- og bjælkesystemer. Med projektet demonstrerer de en konkret måde at bidrage til at tackle centrale problemstillinger i forhold til klimakrise og ressourceknaphed gennem genbrug og omdannelse af eksisterende materialer.

- Mads og Simon imponerede salen og dommerpanelet med deres aktuelle, velunderbyggede og praktisk anvendelige forslag til, hvordan vi udnytter potentialet i Danmarks største nedrivning. Gruppen demonstrerede på overbevisende vis, hvordan træet kan upcycles, bearbejdes og samles og dermed tjene nye formål. Jeg er dybt imponeret over alle finalisternes faglige mod og engagement, og jeg er sikker på, at de vil gøre en positiv forskel med deres talent og passion, udtaler Dariush Rezai, adm. direktør for Sweco Danmark, i en pressemeddelelse. 

I årets finale præsenterede fem udvalgte finalister deres projekter foran en jury med eksperter fra byggeriet og et engageret publikum.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156