23948sdkhjf

Maler dræbt af tog under arbejde på Oddesundbroen

En 49-årig mand blev dræbt, da hans lift kom ud foran et tog. Arbejdstilsynet undersøger, hvad der gik galt.
En 49-årig mand har natten til lørdag mistet livet i en arbejdsulykke på Oddesundbroen nord for Struer.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 00.30.

Den 49-årige mand fra Litauen var i en lift i gang med at male broen, da liften af ukendte årsager kom ud foran et tog, der var på vej over broen.

- Han blev slynget ud af kurven og dræbt på stedet, siger politiets vagtchef, Simon Skelkjær til TV Midtvest.

Ved alvorlige arbejdsulykker bliver Arbejdstilsynet tilkaldt for at undersøge, hvad der er gået galt, og om alle regler er blevet overholdt. Det er også sket i forbindelse med nattens ulykke.

Oddesundbroen er ifølge Vejdirektoratet en 473 meter lang klapbro, der forbinder Thyholm med fastlandet. Den blev indviet i 1938.

I øjeblikket er Banedanmark ved at få malet broen. Det foregår om natten, og broen er derfor spærret for biltrafik mellem klokken 00.05 og 05.00. Tog kan dog stadig passere, skriver TV Midtvest.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094