Tobias fandt retning og selvtillid – nu skal han være bygningsmaler
En lille grå mus. Sådan lyder beskrivelsen, når Tobias Worm selv skal sætte ord på, hvem han var i folkeskolen.
- Jeg havde meget svært ved at åbne op og snakke med folk, jeg sad bare i et hjørne for mig selv og så YouTube i frikvartererne, fortæller den 19-årige mand i en pressemeddelelse.
Det er imidlertid en noget anden Tobias Worm, der i dag er i gang med at uddanne sig til bygningsmaler på Uddannelsescenter Holstebro.
- Nu går jeg rundt og snakker med stort set alle. Så der er sket meget på bare to år, fortæller han.
En ekstra støtte
Den nyvundne selvtillid har Tobias Worm høstet gennem det EU-støttede projekt Uddannelse til grønne job.
Projektet har til formål at sikre, at flere elever på landets FGU-uddannelser fortsætter på en erhvervsuddannelse, og det var da også netop Tobias Worms FGU-underviser der gjorde ham opmærksom på muligheden for at deltage i projektet i hjembyen Viborg.
Uddannelse til grønne job
- Formålet med projekt Uddannelse til grønne job er, at 180 sårbare unge i alderen 17-25 år på Den Forberedende Grunduddannelse (FGU) påbegynder en erhvervsuddannelse inden for fagområder, der bidrager til den grønne omstilling.
- De unge støttes i et sammenhængende forløb fra visitering på FGU til fastholdelse på EUD. Det særlige ved projektet er, at de unge tilknyttes en fast kontaktperson, at indsatserne tilrettelægges ud fra den enkeltes behov og interesser, og at der fokuseres på hele den unges liv - også i fritiden.
- Uddannelse til grønne job er et tværkommunalt projekt under den Europæiske Socialfond Plus, der støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Der samarbejdes blandt andet med FGU Midtjylland og FGU Midt-Vest samt med en række lokale virksomheder og erhvervsuddannelser.
- Projektet gennemføres over en 3-årig periode, der slutter den 31. december 2025.
Erhvervsstyrelsen
- Projektet understøtter de unge, hvor de er i deres liv lige nu og de udfordringer, de måtte have. Derudover får de undervisning med et grønt fokus, så de står stærkere på arbejdsmarkedet, når de kommer ud på den anden side med et uddannelsesbevis i hånden, fortæller Birger Saugmann, projektmedarbejder hos FGU Midtjylland.
- Det er samtidig en del af projektet, at de unge får en fast kontaktperson, som støtter dem igennem hele projektet lige fra visitering til fastholdelse under det første halve år på erhvervsuddannelsen, så de ikke føler, at de er overladt til sig selv, lyder det videre.
Et selvtillidsboost
Tobias Worm har nu skiftet FGU i Viborg ud med UCH - Uddannelsescenter Holstebro, og ifølge den aspirerende bygningsmaler, har deltagelsen i projektet haft stor betydning.
- Det var min kontaktlærer Daniel på FGU, der gav mig et selvtillidsboost. Han fik mig til at tro på mig selv, og det har betydet alt. fortæller Tobias Worm og fortsætter:
- Den største forskel for mig fra folkeskolen og så til nu, det er helt klart den selvværd og selvtillid, jeg har fået. Det er noget, jeg mærker rigtig meget, særligt når jeg skal snakke med andre mennesker. Jeg er rigtig glad for, at jeg er blevet helt sikker på i hvilken retning, jeg skal, men det betyder allermest for mig, at jeg har fået selvværd og er blevet udadvendt. Nu kan jeg næsten alt. Det får jeg i hvert fald at vide.
Og mens folkeskolen var en udfordring for den unge mand, føler han sig i dag godt tilpas i blandt de nye kammerater på skolen i Holstebro, og drømmer om, at han i fremtiden kan være med til at hjælpe andre unge mennesker.
- Her på skolen snakker jeg også med alle, også dem fra de andre uddannelser. Der er et rigtig godt fællesskab her. Jeg tror på mig selv og det, jeg kan, tage min egne valg – lidt større valg. I fremtiden vil jeg gerne have mit eget firma, bygge det op. Der vil jeg selvfølgelig være bygningsmaler og få lærlinge ind og hjælpe dem på rette vej, siger han.