23948sdkhjf

Større gulerod for at tage lærlinge

Byggeriets organisationer ønsker at belønne virksomheder, der indgår hele uddannelsesaftaler
Virksomheder, der påtager sig ansvaret for at uddanne fremtidens arbejdskraft, skal belønnes. Den særlige praktikpladspræmie skal derfor i højere grad gå til dem, der opretter ordinære uddannelsesaftaler dækkende et helt uddannelsesforløb.

Sådan lyder en nogenlunde enslydende opfordring til den ny regering fra byggeriets organisationer.

Regeringen har som en af sine hovedprioriteter, at ingen unge må droppe uddannelsen på grund af manglende praktikplads.

Det nuværende praktikpladsforlig udløber ved årets udgang. I regeringens værktøjskasse til brug for en ny aftale ligger der både gulerod og pisk.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini oplyser til Mester Tidende, at hun vil diskutere med arbejdsmarkedets parter, hvordan man kan få en reel praktikpladsgaranti og hvilke håndtag, der skal drejes på. Hun peger selv på, at AER-ordningen (Arbejdsgivernes Elevrefusion) er et muligt sådant håndtag.

Gennem AER sker der allerede i dag en belønning af de virksomheder, der tager lærlinge. Det sker ved, at alle arbejdsgivere betaler et bidrag på baggrund af antallet af ansatte, og at virksomheder får tilskud, når de ansætter lærlinge.

Derudover får arbejdsgivere i øjeblikket en særlig præmie på op til 70.000 kroner for at ansætte lærlinge.

Denne præmie ser byggeriets organisationer gerne fortsat men i ændret form, så den i højere grad tilskynder til at virksomheder tager lærlinge til hele uddannelsesforløb.

- Som ordningen er udformet nu tilskynder den virksomheder til at tage lærlinge, og det er jo godt nok, men vi ser gerne ordningen ændret, så der bliver en bonus, når lærlingen har bestået, så der også indbygges en tilskyndelse til, at læreforholdet rent faktisk afsluttes med et svendebrev, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.

- Der er ingen tvivl om, at praktikpladspræmien havde effekt, da den blev indført med et tilskud på 50.000 kroner, hvorimod vi ikke har kunnet se den store effekt i at den blev øget til 70.000 kroner. Vi ser derfor et behov for, at præmien omlægges, så den i højere grad tilgodeser færdiggørelse af uddannelserne, siger hun.

Slut med spekulation

I Byggegruppen i 3F mener man, at det som udgangspunkt bør være virksomheder, der tilbyder et helt uddannelsesforløb, der skal have præmien. Det vil samtidig udelukke, at der kan spekuleres i præmien ved kun at indgå korte uddannelsesaftaler.

Næsten hver fjerde af de uddannelsesaftaler, der er indgået på byggeriets område hidtil i år, er en kort aftale.

- En af grundene til, at der er indgået så mange korte uddannelsesaftaler kan netop være, at der spekuleres i praktikpladspræmien. Krisen spiller naturligvis også ind, og der er mange især mindre mestre, der ikke kan se længere end nogle få måneder frem, men der er tegn på spekulation, siger uddannelseskonsulent Steen Boesen.

- Vi opfordrer derfor til, at det er hele uddannelsesforløb, der præmieres, og det vil samtidig også være et stærkt signal til omverdenen, at man ønsker aftaler om hele uddannelser og at de korte aftaler er og bliver en nødløsning, siger han.

I Håndværksrådet vil man også gerne se på en omlægning af præmien.

- Det er vigtigt, at der gives et incitament til at der indgås uddannelsesaftaler til fuldt og helt fagligt niveau, men omvendt så ved vi jo, at lærlingens første år giver de fleste udgifter og de mindste indtægter, så det er vigtigt, at en eventuel ny model tager højde for, at der også er en pose penge i begyndelsen, siger erhvervspolitisk konsulent Heike Hoffmann fra Håndværksrådet.

- Vi vil meget gerne være med til at se på en ny fordeling af præmiepengene, men det er vigtigt, at der fortsat er mulighed for korte uddannelsesaftaler. Netop i øjeblikket har mange af de mindre virksomheder, som vi repræsenterer, svært ved at se tre-fire år frem i tiden, siger Heike Hoffmann.

Hverken Dansk Byggeri eller Håndværksrådet ser nogen grund til at skrue yderligere på AER-ordningen, som man i begge organisationer kalder grundlæggende god.

Derimod mener 3F godt, at der eventuelt kan skrues på AER.

- Det er grundlæggende et sundt princip, at alle virksomheder bidrager til den fælles opgave det er at uddanne fremtidens arbejdskraft, og tager de af forskellige årsager ikke lærlinge, så må de betale i stedet, siger Steen Boesen.

Christine Antorini oplyser, at andre elementer i regeringens ambition om at skabe praktikpladsgaranti er indførelse af sociale klausuler ved offentlige entrepriser og leverancer samt bedre muligheder for skolepraktik.

I alt står 7.000 unge uden praktikplads, heraf 1550 i byggeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093