23948sdkhjf

3F-byggefolk: Hæv østarbejderes løn

Et af 3F'ernes topkrav er en væsentlig forhøjelse af mindstelønnen. Et krav, der ikke vil betyde noget for de danske byggearbejderes løn nu og her, men som vil forhøje østarbejdernes løn
Danske byggearbejdere har haft lønnedgang de seneste fire år. Alligevel er det ikke løn til dem selv, der står øverst på den smørrebrødsseddel, de har sendt til forhandlerne af de nye overenskomster. De vil have mere i løn til deres østeuropæiske kollegaer, skriver Fagbladet 3F.

Det viser en undersøgelse blandt 3F's medlemmer på byggepladserne, som er foretaget forud for de forhandlinger om nye overenskomster, der netop er gået i gang. 61 procent peger på social dumping som det vigtigste emne. Mens nummer to er bedre lønforhold med 18 procent.

Et af 3F'ernes topkrav er en væsentlig forhøjelse af mindstelønnen. Et krav, der ikke vil betyde noget for de danske byggearbejderes løn nu og her, men som vil forhøje østarbejdernes løn.

- Når de prioriterer at hæve mindstelønnen, er det for at løfte de dårligst stillede op, og det vil sige løfte lønnen for deres kollegaer fra Østeuropa, forklarer Palle Bisgaard, næstformand i 3F's byggegruppe til Fagbladet 3F.

Arbejdsgiverne i Dansk Byggeri har tidligere været modstandere af at hæve mindstelønnen væsentligt. Det er de stadigvæk, lyder det kortfattet fra direktør Peter Stenholm. Men derudover har han ingen kommentarer til ønsket fra 3F'erne.

- Jeg vil gerne vente med at kommentere det, før vi har mødtes med 3F's forhandlere, siger Peter Stenholm.

- Nu må vi se, hvad overenskomstforhandlingerne bringer og så tage den derfra.

For danske byggearbejdere er mindstelønnen på 115 kroner et udgangspunkt, som de forhandler ud fra med chefen i hvert firma. Den gennemsnitlige løn ligger omkring 168 kroner i timen.

Men for mange østeuropæiske byggearbejdere er mindstelønnen det normale. Ofte er de ikke i en position, hvor de kan forhandle sig til en højere løn. Den ulighed giver en skæv konkurrence, mener Palle Bisgaard, næstformand i 3F's byggegruppe.

- Det handler også om, at de vil hjælpe de danske virksomheders konkurrenceevne, så de konkurrerer på lige vilkår, siger han.

Palle Bisgaard erkender, at det bliver svært at få hævet mindstelønnen. Lønsatserne i byggeriet følger som de andre brancher satserne i det toneangivende industriforlig.

- Vi er godt klar over, at det bliver svært at hæve mindstelønnen, og derfor er vi indstillet på at finde en måde at løse problemet på, uden at det direkte rører ved mindstelønsatsen, siger Palle Bisgaard.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094