23948sdkhjf

En mere af samme slags, tak!

Midtjysk grusgrav skiftede McCloskey S190 mobilsigte ud med endnu en McCloskey S190
Det er ikke fordi, trangen til nødvendigvis at prøve noget nyt har fået overtaget hos brødrene Allan og Brian Jørgensen. De driver sammen virksomheden Sønder Omme Handel og Transport, som både omfatter en vognmandsforretning og to grusgrave. Den ene af dem udstyret med en mobilsigte, som de seneste fem år har været af mærket McCloskey og modellen S190.

- Alting slides, og på et tidspunkt kommer der naturligvis reparationer. Inden der kom for mange af dem, var det tid at skifte til nyt. Men maskinen kørte jo godt og stabilt og passede i øvrigt til vores behov. Så vi skulle da bare skifte til en magen til, forklarer Allan Jørgensen.

Så da den danske McCloskey-importør og –forhandler, Scantruck A/S i Skive, kørte en ny McCloskey S190 ind til Svollibjerg Grusgrav få kilometer nord for Sønder Omme, blev der kørt en McCloskey S190 ud. Og hverdagen kunne fortsætte uforstyrret.

Sand til køerne

- Det har været vigtigt for os, at produktionen af ko-sand, fyldsand og stabilgrus ikke kom til at ligge stille. Det risikerer man, når materiellet når en vis alder og slitage. Og det er simpelthen for dyrt at have en mand med en gummiged til at stå uvirksomme, mens der repareres og skiftes ud på sigten. Derfor valgte vi at skifte, inden problemerne måske begyndte at komme, siger Allan Jørgensen.

Den nye McCloskey S190 kører nu sine mellem 300 og 350 kubikmeter ko-sand ud i timen. Når det er fyldsand, der produceres, ligger mængden på omkring 150 kubikmeter på fire millimeter sold.

Det meget finkornede sand fra grusgraven i Svollibjerg anvendes i kostaldenes sengebåse i stedet for halm. Sandet giver køerne et blødt og komfortabelt leje og medvirker samtidig til at reducere hudafskrabninger og skader på yver. Finheden bevirker, at ko-sandet ikke giver landmanden problemer i gyllesystemet.

Stationær mobilsigte

- Det er ikke kun køerne, der godt kan lide ko-sand. Vi leverer også fint sand til både tegl- og betonværker, som også aftager andre sand- og grusprodukter, fortæller Allan Jørgensen.

Foruden Svollibjerg Grusgrav, har Sønder Omme Handel og Transport også Kirkeby Grusgrav. De to grusgrave ligger med blot få kilometers afstand. Brødrene har delt driften op, så Allan Jørgensen i store træk tager sig af aktiviteterne i grusgravene, mens Brian koncentrerer sig om transportdelen.

Selv om McCloskey S190 er en mobilsigte, har den nu en stationær placering i grusgraven ved Sønder Omme.

Her er det maskinfører Bjarne Toksvig Mortensen, der daglig fodrer den med materialer i den 10,3 kubikmeter store fødekasse. Den 34 tons tunge maskine har en Caterpillar diesel-motor, som præsterer 120 hk.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.828