23948sdkhjf

Frihandel åbner muligheder i Canada for dansk byggeri

Især energivenligt byggeri kan give adgang til det canadiske marked, vurderer PRO TEC Vinduer efter at have deltaget i det største officielle, danske eksportfremstød i Canada nogensinde
Det canadiske marked er sultent efter dansk innovation, ikke mindst inden for energivenligt byggeri, hvor Canada er ti år bagud ift. Danmark. Og med den nye frihandelsaftale mellem Danmark og Canada baner der sig en attraktiv vej til nye eksportmuligheder over Atlanten.

Sådan lyder konklusionen fra Dansk Industri og PRO TEC Vinduer, som sammen med en større delegation af danske byggevirksomheder netop er hjemvendt fra det største officielle, danske eksportfremstød i Canada nogensinde.

For få uger siden drog 80 danske virksomheder og Kronprinsparret i samlet trop til Canada i forbindelse med Udenrigsministeriets eksportfremstød. Formålet var at fremme dansk innovation inden for arkitektur og byggeri, sundhed og medicinalprodukter, mode og design samt landbrug og fødevarer. I alt 24 danske byggevirksomheder deltog i fremstødet med repræsentanter fra hele byggesektoren fra arkitekter til producenter og leverandører af byggematerialer, udstyr og teknologi til byggebranchen.

Dansk Industri stod for selve invitationen af de danske virksomheder, og de to dage i Toronto bød på masser af netværksmuligheder og ikke mindst en velbesøgt udstilling, hvor hver virksomhed fik mulighed for at præsentere udvalgte vareprøver. Udstillingen fandt sted ifm. en kunstudstilling, som Kronprinsparret stod for at åbne.

Grønt byggeri

- Det var en exceptionel god anledning til at promovere, hvad vi kan i Danmark. Som samlet delegation og med Kronprinsparret som ekstra trækplaster var vi i stand til at tiltrække langt mere interesse, end hvis vi hver især havde taget alene af sted. Samspillet mellem de danske virksomheder fra hele byggebranchen var helt specielt og gjorde, at vi kunne præsentere hele løsninger til det canadiske marked, fortæller Jens Holst-Nielsen, markedschef i Dansk Industri.

Temaet for byggebranchens del af det officielle eksportfremstød var "grønt byggeri", og PRO TEC Vinduer, der producerer super-lavenergi vinduer og døre i et dansk design, var med i Canada. I kølvandet på eksportfremstødet er der stor begejstring at spore hos vinduesproducenten, der allerede har en god samhandel over Atlanten:

- Den canadiske byggebranche er først lige er ved at få øjnene op for energivenligt byggeri, og deres nuværende energikrav svarer til, hvor vi var for 10 år siden. Canadiske arkitekter og entreprenører kan få del i den mangeårige udvikling, den danske byggesektor har stået for, og PRO TEC er faktisk allerede godt i gang med samarbejdet, siger Jan Holmgaard, eksportkoordinator i PRO TEC Vinduer.

Hos Dansk Industri ser man også tilbage på et vellykket arrangement i Canada og fremad med store forventninger til stigende eksport til Canada. Eksportfremstødet fandt nemlig sted blot få uger inden, EU og Canada indgik en frihandelsaftale, som fjerner over 99 % af toldbarriererne mellem de to parter. Det forventes derfor, at aftalen vil øge handlen mellem EU og Canada med omkring 30 % til lige over 460 mia. kr.

- Vi har nu vist den canadiske byggebranche, at vi kan bidrage med at gøre byggeprocessen mere effektiv og sikker; byggeriet mere energieffektivt, og bygninger bedre at leve i. På grund af frihandelsaftalen vil øget eksport være en gevinst for begge parter, og det er min vurdering, at vi formåede at tiltrække opmærksomhed fra mange af de rigtige beslutningstagere og på et ganske højt niveau. Vores forventninger til fremtiden er meget positive, konkluderer Jens Holst-Nielsen.

Næste skridt fra Dansk Industris side er, at hele delegationen samles til et opfølgningsmøde og aftaler kommende aktiviteter. Det officielle eksportfremstød var det største af sin karakter til Canada nogensinde.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078