23948sdkhjf

Her kan du snart få en grøn, hjælpende hånd, mester

Med en ny portal vil Værdibyg give branchens mindre aktører en genvej til grønnere løsninger

Det kan være svært at være lille. Det gælder også i byggeriet, hvor særligt branchens mindre virksomheder kan have svært ved at finde ressourcerne til at komme med på den allestedsnærværende bæredygtighedsdagsorden.

Men nu er der hjælp på vej. Med støtte fra Grundejernes Investeringsfond skal Værdibyg nemlig udvikle en portal, der samler og formidler anvisninger og gode råd om processer, løsninger og enkle bæredygtighedstiltag. Portalen skal give de mindre aktører i små byggeprojekter en genvej til at indføre mere bæredygtige løsninger i deres projekter.

- Der er brug for at hjælpe de mindre aktører i de små byggeprojekter til at træffe mere bæredygtige beslutninger og indføre mere bæredygtige løsninger i deres projekter – uden at det bliver så besværligt, at man opgiver på forhånd, udtaler Rolf Simonsen, programdirektør i Værdibyg, i en pressemeddelelse.

Rolf Simonsen peger på, at der allerede findes en stor mængde tilgængelig viden om at bygge mere bæredygtigt. Men det er viden, der er fragmenteret i mange underemner, hos mange udbydere og i mange formater. Og så er det ofte formidlet til en målgruppe med en grundlæggende indsigt i emnerne. Det betyder, at man hægter en stor del af branchen af udviklingen.

- Målgruppen for projektet er de personer og virksomheder, der gerne vil indføre bæredygtige tiltag, men som ikke ved, hvor de skal starte, og hvad de skal vide, forklarer programdirektøren og fortsætter:

- De har også sjældent ressourcer til at følge med i de større udviklingstrends i byggeriet, og derfor skal værktøjer, anbefalinger og formidling være særligt målrettet deres hverdag og deres vidensbehov. De har brug for inspiration og konkrete ideer til, hvad de kan gøre i praksis.

Skal guide og skabe overblik

Formålet med det nye projekt er derfor at udvikle en onlineportal, der guider til mere bæredygtighed i mindre projekter, giver grundlæggende viden om emner og skaber overblik over tilgængelig viden hos de brancheaktører, som arbejder med at udvikle viden om bæredygtigt byggeri.

Platformen skal blandt andet give overblik over de vigtigste overordnede emner i forhold til bæredygtighed i mindre projekter samt kort og præcis indføring i den basale viden bag emnerne, ligesom der vil findes links til relevant ekstern viden, der kan give flere konkrete handlemuligheder.

- Tanken med portalen er, at det bliver en platform, hvor relevante aktører bidrager med indhold, så platformen bliver indgang til flere forskellige vidensområder inden for bæredygtighed. Det er en åben fest – og vi kommer derfor til at række ud til de mange andre aktører i branchen, der arbejder inden for dette felt, så de kan blive aktive partnere i projektet, siger Rolf Simonsen, der dog understreger, at det ikke bliver et spørgsmål om at hælde gamle rapporter ind på en ny hjemmeside.

- Den eksisterende viden skal målrettes, så den kan bruges af de mindre virksomheder, slår programdirektøren fast.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087