23948sdkhjf

Markant brancheprofil skal løfte platform.as

- Det er lidt af scoop, siger Platforms direktør om virksomhedens nyeste bestyrelsesmedlem Stine Egsgaard. Hun kommer med mange års erfaring inden for bygge- og materialebranchen og skal fra august være med til at sætte kursen for den voksende udlejningsvirksomhed.

Den danske udlejningsvirksomhed Platform.as har skabt sin forretning på at få byggebranchens folk op i højderne med moderne arbejdsplatforme og hejs. Nu tager virksomheden selv et skridt opad og hverver et nyt, profileret medlem til bestyrelsen. Stine Egsgaard træder ind i bestyrelsen og skal fremadrettet være med til at styrke og udvikle forretningen.

Stine Egsgaard har i en årrække været koncerndirektør i J. Jensen og har flere formandsposter og lederstillinger med sig i bagagen. Hun er blandt andet formand for Dansk Byggeris materialesektion og byggevirksomheden Vesti Olsen A/S i Tølløse. Den ingeniøruddannede erhvervskvinde er desuden kendt for sit arbejde i Byggeriets Kvinderåd, hvor hun kæmper for at tiltrække og fremme flere kvinder til bygge- og anlægsbranchen.

- Det er lidt af et scoop at få Stine Egsgaards viden og kompetencer ind i virksomheden. Vi har fulgt hende gennem de sidste 10 år, og hun står for mange af de samme værdier som os - og har øje for fremtidens udvikling. Som en mindre virksomhed ser vi samtidig frem til at få gavn af hendes erfaring fra nogle af landets største entreprenørvirksomheder, siger Casper Gorm Knudsen, adm. direktør i Platform.as.

Fandt hul i markedet
Stine Egsgaard kender både Platform.as og søstervirksomheden Altan.dk fra sit formandskab i materialesektionen i Dansk Byggeri og ser gode forretningsmuligheder i fremtiden. Der kommer dog et grundigt forarbejde, og hun er ydmyg forud for opgaven som nyt bestyrelsesmedlem.

- Platform.as har evnet at finde et hul i markedet, og det er altid et rigtig godt udgangspunkt. Jeg er glad for at blive en del af bestyrelsen, hvor jeg ser frem til at bidrage med min indsigt og erfaring. Men som med alle rejser starter vi med det første skridt, og den første opgave er at komme helt ind under huden på virksomheden, siger Stine Egsgaard.

Stine Egsgaard tiltræder som nyt bestyrelsesmedlem fra august, hvor Platform.as afholder første bestyrelsesmøde efter sommeren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078