23948sdkhjf

Er du nedslidt?: Ny aftale om seniorpension fra årsskiftet

Ny seniorpension skal gælde fra nytår og give nedslidte bedre mulighed for at trække sig tilbage.
Den nye ordning for seniorpension bliver alligevel implementeret fra årsskiftet efter måneders politisk tovtrækkeri. Aftale for nedslidte skal gavne over 17.000 danskere

Det oplyser aftalepartierne - regeringen, Radikale, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance - til DR Nyheder.

Aftalepartierne har accepteret, at kommunerne midlertidigt får opgaven med at vurdere, hvem der er berettiget til seniorpension.
Ordningen giver personer, der opfylder en række krav, mulighed for at forlade arbejdsmarkedet seks år før tid. Samtidig får de seniorpension, indtil de når pensionsalderen. Hvis man får afslag på seniorpension af kommunen, er det ifølge partierne meningen, at man kan få prøvet sin sag hos den statslige myndighed.

Her er et overblik over aftalen:
• Borgere med en arbejdsevne på 15 timer eller mindre om ugen skal have lettere adgang til at forlade arbejdsmarkedet før tid.

• Man skal have arbejdet i 20-25 år.

• Seks år før den egentlige pensionsalder skal borgere kunne forlade arbejdsmarkedet. I dag er det fem år før med den nuværende ordning for seniorførtidspension.

• Arbejdsevnen vurderes på grundlag af helbredsmæssige oplysninger og i forhold til seneste job. Der skal ikke iværksættes indsatser med henblik på at udvikle arbejdsevnen.

• Det betyder, at man ikke kan blive henvist til andre typer job. Eksempelvis kan en murer, der ikke kan arbejde mindst 15 timer ugentligt som murer, ikke blive henvist til et job i en butik.

• Ydelsen under seniorpension svarer til niveauet for førtidspension på 18.875 kroner per måned for enlige og 16.044 per måned for gifte/samlevende (2019).

• Den ny seniorpension skal træde i kraft 1. januar 2020. Den skal erstatte den nuværende seniorførtidspension.

• Der skal nedsættes en kommission til at se på danskernes pensionsalder efter 2040, hvor pensionsalderen ventes at være 70 år.

• Samlet set er det en aftale til seks milliarder kroner frem til 2025. Der afsættes 650 millioner kroner årligt til selve seniorpensionsordningen, når den er helt indfaset.

• Når ordningen er fuldt indfaset, vil den omfatte over 17.000 personer. Reelt vil der være cirka 11.300 personer, der trækker sig ud af arbejdsmarkedet via den nye seniorpensionsordning, og som ikke har den mulighed med de nuværende regler.

• Indledningsvist er det kommunerne, der står for at tildele seniorpension, men den opgave vil overgå til ATP, når denne er klar.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078