Staten skal spare penge på administration af fredede bygninger
Det skal være lettere og billigere for staten at administrere fredede bygninger.
Derfor har fungerende kulturminister Christina Egelund (M) nedsat en ekspertgruppe. Den skal inden udgangen af første halvår af 2025 komme med sine anbefalinger til en forenkling af bygningsfredningsområdet.
- I dag er der kun én form for fredning: en totalfredning. Der er brug for en frisættelse og effektivisering af bygningsfredningsområdet, der tager højde for, at nogle fredede bygninger er særligt ikoniske, mens andre bygninger ikke kræver en helt så restriktiv fredning, siger Egelund i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
Hun vil have ekspertgruppen til at give bud på, hvordan bygningsfredningsloven kan opdateres, så den får "en god og moderne balance mellem bevaring og benyttelse".
- Vi skal have utidssvarende bestemmelser ud af loven, og sagsbehandlingen skal være mindre bøvlet, lyder det videre.
Der er i dag omkring 7000 fredede bygninger i Danmark.
Og da de varierer i forhold til "størrelse, historisk periode, anvendelse, og hvilke fredningsværdier der lægges vægt på", er det altså ifølge ministeren ikke nok med kun en enkelt form for fredning.
Men forenklingen af området handler også om at spare penge.
På regeringens finanslovsforslag for 2025 er der lagt op til "politisk prioriteret opgavebortfald" i staten på godt 1000 årsværk.
Kulturministeriet og dets styrelser skal fjerne 36 årsværk. Flere af de opgaver, der derfor skal bortfalde, handler om bygningsfredningsområdet. Herunder ligger "frisættelse og effektivisering vedrørende fredede bygninger".
Af ekspertgruppens kommissorium fremgår det også, at gruppens forslag skal være "udgiftsneutrale og bidrage til færre statslige udgifter til administration".
Ekspertgruppen består af syv medlemmer og har Paul Mollerup som formand.
Han er administrerende direktør for Danske Advokater frem til 15. november. Herefter bliver han partner og medejer af konsulentfirmaet Bridge Consulting.
/ritzau/