23948sdkhjf

Gylden arbejdsmiljøpris til Copenhagen Metro team

Copenhagen Metro Team - et konsortium der er 99,9 procent ejet af italienske Salini Impregilo og som er hovedentreprenør på Cityringen - har fået en fornem anerkendelse for at have skabt et sikkert arbejdsmiljø for arbejderne på projektet.

RoSPA, en globalt anerkendt organisation, der bl.a. arbejder for at undgå ulykker på jobbet, har således tildelt Copenhagen Metro Team en guldpris i kategorien ”Achievement Award.” Det er den fornemste placering i den kategori for en virksomhed, der som Copenhagen Metro Team er nomineret for første gang. Den gyldne udmærkelse gives, fordi Copenhagen Metro Team ifølge RoSPA har opnået et meget højt niveau, når det gælder arbejdsmiljøledelse og arbejdsmiljøkultur, enestående risikostyring og meget lavt antal fejl, skader og fatale uheld.
Med RoSPA guldprisen har Copenhagen Metro Team således fået en prestigefyldt blåstempling af projektets arbejdsmiljø og arbejde med at nedbringe antallet af ulykker med fravær.

Copenhagen Metro Team har som hovedentreprenør været ansvarlig for at anlægge 15 kilometer tunnel, 17 stationer og fem skakter, og den sidste milepæl blev passeret midt i juli i år, hvor det færdige projekt blev overleveret til bygherren.

1 million arbejdstimer uden ulykker
”Copenhagen Metro Team, ejet af Salini Impregilo S.p.A. baseret i Milano, har fået den prestigefyldte pris som anerkendelse for de tiltag og resultater, der hjælper arbejderne til at komme uskadte hjem efter endt arbejdsdag,” lyder det fra RoSPA.

RoSPA (The Royal Society for Prevention of Accidents) blev stiftet som en velgørenhedsorganisation under første verdenskrig. Siden har RoSPA udviklet sig til en globalt anerkendt organisation med det formål at nedbringe antallet af ulykker og dødsfald i samfundet, på vejene og ikke mindst på arbejdspladserne.

RoSPA uddeler hvert år priser til virksomheder og organisationer verden over, som er lykkes med at skabe et trygt og sikkert arbejdsmiljø. Og sikkerhed på arbejdspladsen er netop et område, der har fyldt meget på ledelsesgangen såvel som på de 22 byggepladser under konstruktionen af Cityringen.

- Fra et dårligt udgangspunkt med 338 arbejdsulykker fra 2011-2016 fik vi vendt udviklingen, så frekvensen af arbejdsulykker med fravær allerede fra 2015 til 2016 blev reduceret med 30 procent. Ved projektets afslutning i juli i år var ulykkesfrekvensen reduceret med mere end 80 procent og lå markant under landsgennemsnittet for branchen.

Næsten 20 byggepladser havde ikke været ramt af en eneste ulykke med fravær i over et år, da vi afleverede de 17 nye stationer til bygherren i juli, fortæller Sigurd Nissen-Petersen, vicedirektør i Copenhagen Metro Team. Han fortsætter:
- I december 2018 passerede vi fem måneder og i alt en million arbejdstimer uden en eneste ulykke med fravær på Cityringen, og der har igennem de otte år, det har taget at anlægge Cityringen, ikke været en eneste ulykke med dødelig udgang. Det er både i dansk og international sammenhæng bemærkelsesværdigt for et projekt i Cityringens størrelsesorden, understreger Sigurd Nissen-Petersen.

Sikkerhed på sporet
Cityringen er på grund af sin størrelse og projektets konstruktionsmæssige kompleksitet langt farligere og mere risikobetonet end de fleste øvrige anlægsprojekter i Danmark. Men de mange danske, polske, italienske, rumænske og irske byggearbejdere har sammen med kolleger med endnu flere nationaliteter formået at passe godt på sig selv og hinanden undervejs. I 2015 blev et storstilet forandringsprojekt, Think Safety, implementeret af Copenhagen Metro Team på tværs af projektets 22 byggepladser – med henblik på at forbedre sikkerhedskulturen og undgå ulykker. Alle partnere og Cityringens ejer, Metroselskabet, var involveret.

Og indsatsen har båret frugt. Konkret har det betydet, at der blev lavet postkort, hængt plakater op, lavet kampagner, talt om sikkerhed på hyppige møder på byggepladserne, lært byggearbejderne at indrapportere om selv de mindste afvigelser fra sikkerhedsprocedurerne og ikke mindst givet skulderklap og fejret med kage og taler, hver gang en byggeplads opnåede en sikkerhedsmæssig milepæl som fx 1 eller 2 år uden ulykker med fravær.

- Hver eneste ulykke er en ulykke for meget, og derfor har vores filosofi været, at alle involverede i projektet skal have ét ’fælles sprog,’ når et gælder egen og andres sikkerhed. Ingen måtte været tvivl om, at ledelsen satte arbejdernes sikkerhed højere end noget andet, og det har resulteret i, at alle på projektet blev gode til at passe på sig selv og hinanden, understreger Sigurd Nissen-Petersen.

Salini Impregilo / Copenhagen Metro Team får overrakt RoSPA guldprisen ved en officiel ceremoni i Glasgow den 12. september.

Den britiske kongefamilie har i mere end 90 år været engagerede i RoSPA, der har Dronning Elizabeth II som protektor – et hverv hun overtog efter hendes far, Kong George VI, der var protektor for organisationen siden 1920.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093