23948sdkhjf

Bygherrerne sætter fokus på praktikpladser

Indsats for flere faglærte i byggeriet skydes i gang
Veluddannede faglærte er en mangelvare i bygge- og anlægsbranchen. Ifølge Danske Regioners prognose vil der i 2025 mangle ca. 70.000 faglærte på landsplan. Mange af dem vil mangle i byggeriet. Derfor har bygherrerne med brancheorganisationen Bygherreforeningen i spidsen udarbejdet indsatsen ”Byg med Unge-alliancen”, som skal skabe bedre vilkår for lærlinge og elever på store byggerier.

Henrik L. Bang, direktør for Bygherreforeningen, forklarer:

- Det er hjælp til selvhjælp. Mangel på arbejdskraft vil skabe flaskehalse og give uhensigtsmæssige prisstigninger inden for byggeriet. Det kan få negative konsekvenser for hele samfundsøkonomien. Vi har også i de kommende år brug for mange faglærte til de mange byggeprojekter, som planlægges rundt om i landet for bl.a. at håndtere tilflytningen til de store byer og sikre den grønne omstilling.

Indsatsen skydes i gang med et fagligt kick off-event den 26. august 2019. Til arrangementet vil der være oplæg fra blandt andre Danske Erhvervsskoler og Gymnasier, Region Hovedstaden og lærlingene selv. Desuden vil debattører fra PensionDanmark, Metroen/Letbanen og Bo-Vest diskutere, hvordan samarbejdet mellem entreprenører og lærlinge bør fungere.

Klausuler ikke nok
Typisk forsøger især offentlige bygherrer at tage hånd om problemet ved at skrive krav om lærlinge og praktikpladser ind i de kontrakter de indgår med deres entreprenører på de store byggeprojekter - såkaldte sociale klausuler.

Men der er ofte problemer med at indfri kravene i klausulerne, ligesom hverken bygherrer, entreprenører eller lærlinge bliver honoreret for at leve op til kontrakten. Og her kan bygherrerne have brug for hjælp til at sætte samarbejdet på skinner, mener direktøren for Bygherreforeningen:
- Vi tilbyder rådgivning og sparring til både bygherrer, erhvervsskoler og entreprenører så det eksempelvis bliver nemmere at sætte status på, hvor mange (elever, red.) der rent faktisk går rundt på byggepladserne.

Netop derfor er kick-off arrangementet vigtigt, påpeger Mette Kristensen, projektleder på Byg med unge-alliancen:

- Uanset om bygherre har frivillige aftaler eller sociale klausuler viser erfaringerne at det kan være vanskeligt at udmønte ønsker og krav til konkrete praktikpladser. På arrangementet præsenteres viden om hvordan bygherren på bedst mulig måde kan sætte fokus på praktikpladser i planlægning og udførsel af byggeprojektet.

Arrangementet er gratis og åbent for alle.
Indsatsen er støttet med 4,5 mio. kr. af Videncenter for Praktikpladser til Unge på Store byggerier under Region Hovedstaden, Region Sjælland og Grundejernes Investeringsfond. Projektet kører frem til udgangen af 2020.
Tilmeld dig arrangementet her


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109