23948sdkhjf

Træt af telefonsælgere? Sådan stopper du dem!

Flere og flere danskere klager over telefonsælgere, der ringer op uden at have fået tilladelse til det.
I 2012 modtog Forbrugerombudsmanden 20 klager, mens tallet i 2018 var steget til 440, og i år har der allerede været 350 klager.
Det viser nye tal fra Forbrugerombudsmanden.

- Vi kan klart se, at det stadig er et problem, og ti procent af vores klager omhandler telefonsalg, siger chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden Karen Søndergaard.

I år har Forbrugerombudsmanden politianmeldt 17 virksomheder for ulovligt telesalg.

- Som overvejende udgangspunkt må virksomheder kun kontakte en, når man har givet udtrykkeligt samtykke. Hvis man ikke respekterer det, er det ulovligt, og virksomheden risikerer bøde.

Dog er der enkelte undtagelser. Virksomheder, der sælger bøger, magasiner, aviser, forsikringer og redningstjenester må gerne kontakte forbrugere, så længe de ikke står på den såkaldte Robinsonliste. Det er en liste, man kan tilmelde sig via borger.dk, hvor man frabeder sig opkald fra sælgere.

Hun peger på, at langt størstedelen af klagerne vedrører tele- og energiselskaber.
- Det skyldes blandt andet en liberalisering af energimarkedet. Der er kommet flere virksomheder til, og det er et område, hvor der er stor konkurrence, siger hun og tilføjer, at der også er stor konkurrence i telebranchen.

Derudover har telefonsælgerne ifølge chefkonsulenten tyet til nye muligheder, hvorpå de henvender sig til forbrugerne.
- Vi ser, at virksomheder køber oplysninger fra leadvirksomheder, der opretter konkurrencer, og hvor man giver samtykke til, at for eksempel 80 virksomheder ringer en op.

- Det er meget vanskeligt at se, at man giver samtykke, og hvis man ikke er klar over det, så er samtykket ikke godt nok, og dermed ulovligt, siger Karen Søndergaard.
Hun opfordrer forbrugerne til at spørge telefonsælgeren, hvorfor vedkommende ringer, og hvor vedkommende har samtykke fra.

- Hvis man ikke er enig i, at man har givet samtykke, skal man klage til os, siger Karen Søndergaard.
I alt udgør den samlede bødestørrelse i år for virksomheder, der har ringet forbrugere ulovligt op, to millioner kroner. Den største bøde lød på 400.000 kroner.

Her er reglerne for telefonsalg:

* Telefonsalg er kun tilladt, hvis virksomheden har fået forbrugerens samtykke.
* Samtykket skal være frivilligt, specifikt og informeret. Det vil sige, at der ikke skal have været nogen tvivl om, hvad du sagde ja tak til, da du afgav dit samtykke.
* Telefonsælgere må dog gerne kontakte dig telefonisk, selv om du ikke har givet dit samtykke, hvis det drejer om virksomheder, der sælger bøger, aviser, ugeblade, forsikringer og redningstjenester. Disse undtagelser gælder ikke, hvis du står på Robinsonlisten, hvor man frabeder sig opkald fra sælgere.
* Tilmelder du dig Robinsonlisten, kan du dog stadig blive kontaktet af analyseinstitutter og godgørende foreninger. Du kan tilmelde dig Robinsonlisten på borger.dk.
Kilder: Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet Tænk.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094