Hun er ny økonomidirektør hos Brøndum
Jette Grabow skifter en plads i bestyrelsen ud med titlen som økonomidirektør i Brøndum-koncernen fra Viborg, der især er kendt fra installationsbranchen.
Fremover udgør hun direktionen sammen med adm. direktør Tue Sjøntoft.
Stillingen som økonomidirektør trådte officielt i kraft den 27. juni - altså i sidste uge -, men reelt har hun været fungerende CFO siden årsskiftet, oplyser Tue Sjøntoft.
Sjøntoft og Grabow tog over den 1. januar i år.
Ved udgangen af 2018 stoppede Jes G. Jensen efter eget valg som adm. direktør, og samtidig forlod daværende økonomidirektør Heidi Agen virksomheden.
48-årige Jette Grabow har tidligere været hos energivirksomheden B&W Vølund, Norisol og MT Højgaard-selskabet Lindpro.
Hun har siddet i Brøndums bestyrelsen siden 2017. Ifølge cvr.dk sidder hun fortsat i bestyrelsen i JBH Gruppen, der blandt andet ejer byggefirmaerne Hustømrerne og Jorton.
Jes G. Jensen driver i dag eget konsulentbureau og sidder i flere bestyrelser, herunder som formand i entreprenørfirmaet Skibbild Entreprise. Heidi Agen er økonomidirektør i den rådgivende ingeniørvirksomhed Orbicon.
Brøndum kørte tre år i træk med underskud, inden det i 2017/18 lykkedes at lande et positivt resultat. Regnskabet for 2018/19 er endnu ikke blevet offentliggjort.