23948sdkhjf

Gør vinduet til en energikilde

Ny patenteret teknologi ventes at få samme betydning for byggeriets energieffektivitet, som glas- og stenuld har haft
En danskudviklet teknologi omdanner vinduet til en højeffektiv energikilde. EU-myndigheder og testlaboratorier er enige om, at Ventilationsvinduet er et ægte columbusæg: Det sparer på energien, forbedrer indeklimaet og vil gøre tre gange mere for miljøet end vindmøller.

I årtier har det været god latin at isolere og tætne bygninger, så både kulde og frisk luft er blevet holdt ude. Mens der er blevet sparet på energien, er der imidlertid ofte kommet en ekstraregning i form af fugt, skimmelsvamp, afdampning fra diverse materialer, dårligt indeklima samt brugere, der lider af allergi, hovedpine, kvalme og svimmelhed.

Udviklerne bag Ventilationsvinduet gør op med mantraet om hermetisk tæthed. Fremtidens vinduer har nemlig intelligente friskluftventiler, der åbner og lukker afhængigt af inde- og udetemperaturer.

Effekten er næsten magisk: Når vejret er koldt, og solen skinner, producerer og lagrer kammeret mellem ruderne solvarme til husets beboere. Når det er varmt udenfor, fungerer vinduet som et airconditionanlæg. Vel at mærke uden brug af strøm.

Internationalt samarbejde

Ventilationsvinduet er krumtappen i det 10 mio. kr. store ClimaWin-udviklingsprojekt under EU’s 7. rammeprogram. Programmet er anført af professor Per Heiselberg fra Aalborg Universitet og Europas førende teknologiske institut, tyske Fraunhofer. Projektets mål har været at udvikle og teste verdens mest energieffektive vindue uden negative følgevirkninger i form af indeklimaproblemer.

Nyskabelsen forventes at få mindst samme betydning for byggeriets energieffektivitet, som glas- og stenuld har haft.

Baseret på velkendt princip

Før 1960 kendte byggeriet ikke til nutidens indeklimaproblemer, for man var ikke i stand til at fremstille hermetisk tætte vinduer. Tidens løsning hed forsatsvinduer eller koblede vinduer, som reducerede varmetab, og som samtidig tillod en naturlig luftudskiftning. Energitabet var stort, men husene sunde.

Ventilationsvinduet er i princippet en teknologisk opdatering af forsatsvinduet eller det koblede vindue. Den gode plads mellem inder- og yderglas giver en øget luftmængde, som varmes op af solenergi. I mellemrummet kan desuden monteres slanke persienner, hvilket selvsagt både giver dekorative og funktionelle gevinster, idet persiennen både fungerer som solafskærmning og natisolering.

Det kloge vindue

Ventilationsvinduet ligner et ganske almindeligt vindue med slanke profiler, der giver masser af lys. Det er konstrueret i samarbejde med danske arkitekter og designere. Det er fremstillet af førsteklasses kernetræ samt enkelt- og/eller termoglas. Friskluftventiler er integreret så diskret i konstruktionen, at man ikke lægger mærke til dem. Med hensyn til montering adskiller Ventilationsvinduet sig ikke fra andre vinduer, hvorfor der ikke kræves specielle håndværksmæssige forudsætninger.

Godt for pengepung og klima

Det teknologiske institut Fraunhofer har dokumenteret, at Ventilationsvinduet giver en energibesparelse på 25 pct. i forhold til markedets traditionelle vinduer. For første gang nogensinde giver det således mening at tale om tilbagebetalingstid på et vindue. Ventilationsvinduet er dyrere i indkøb, men investeringen er hentet hjem på under ti år. Faktisk kan intet andet vindue i verden dokumentere en tilbagebetalingstid.

I et lidt større klimaperspektiv er EU’s energieksperter kommet frem til en opsigtsvækkende konklusion: Hvis man i forbindelse med energirenoveringer i EU benytter Ventilationsvinduet, vil Europas samlede energiforbrug blive reduceret med hele 10 pct.. Til sammenligning mener man, at vindmøller – hvis deres potentiale udnyttes fuldt ud – kan bidrage med ca. 3 pct..

Globale ambitioner

Ledelsen af ClimaWin Techniq ApS udgøres af vinduesfabrikant Poul Horn og adm. direktør Peter Clausen. Sidstnævnte er manden bag Unidrain – de aflange linjeafløb til badeværelser, der foreløbig har solgt i mere end en halv mio. eksemplarer til hele verden.

Ambitionen med Ventilationsvinduet er at skabe en succes af minimum samme kaliber, og derfor er teknologien patenteret i hele Europa og snart i USA. Produktionen af teknik og vinduer foregår i Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156