23948sdkhjf

Mester skal tilbage i førersædet i virksomheden

Mange mestre og ledende medarbejdere har alt for mange kasketter på, og det kan være rigtigt svært at bevare fokus på netop at lede resten af medarbejderstaben i den rigtige retning, siger udviklingschef i Dansk Byggeri, Jørn Jensen. Han vil have mestrene på lederuddannelse.
Flere og flere mestre og ledere forstår betydningen af at have et dygtigt mandskab, og hvor stor en betydning medarbejderne egentlig har. Derfor er der rigtig mange virksomheder, som investerer i at dygtiggøre medarbejderne i form af efteruddannelse og kurser.

Det skriver Mester Tidende.

Men hvad så, når det kommer til mester selv. Er mestrene ligeså gode til at indse, at de også har behov for nye værktøjer, og at de også bør sætte ressourcer af til at dygtiggøre sig selv i forhold til nye udfordringer?

Der stilles konstant nye krav til mestre, ejere, ledere og mellemledere i bygge- og anlægsbranchen – en branche udsat for store svingninger i konjunkturerne. Det kan være svært altid at jonglere de mange bolde og udfordringer – om det gælder at holde styr på dagens mandskab, igangværende projekter, forsøge at lande nye projekter eller holde styr og overblik med økonomien og administrationen.

For mange kasketter

Mange mestre og ledende medarbejdere har alt for mange kasketter på, og det kan være rigtigt svært at bevare fokus på netop at lede resten af medarbejderstaben i den rigtige retning. Der er én, som bør bevare overblikket, men når der er kaos på byggepladsen eller en medarbejder, som er syg, er det fristende at trække i arbejdstøjet og hjælpe til.

Dansk Byggeris Udviklingschef, Jørn Jensen hører ofte om eksempler som de nævnte, og det er derfor, man i Dansk Byggeri i høj grad sætter fokus på lederuddannelser, som får chefen tilbage i førersædet og bevarer det store falkeblik.

- Vi kender det nok alle sammen. Når hverdagen er hektisk, kan det være svært at bevare det forkromede overblik. Med f.eks. Byggeriets Lederuddannelse sætter vi bl.a. meget fokus på, hvordan man får tilrettelagt og planlagt fremadrettet, så man ikke kommer ud i brandslukning, eller at man selv må hoppe ud i marken, hvis det ikke er planlagt, siger Jørn Jensen til Mester Tidende.

Effektiv og konkurrencedygtig

Dansk Byggeri får da også mange henvendelser fra mestre og ledende medarbejdere, der gerne vil lære nye måder at gribe tingene an på og forsøge at effektivisere arbejdsdagen.

- Der er hård konkurrence i branchen, og hvis man vil være med i legen, må man konstant gøre det bedre end konkurrenten.

Derfor er der mange, der henvender sig til os i Kursus & Udvikling for at holde sig ajour og dygtiggøre sig med effektive værktøjer og den nyeste viden indenfor brancherelaterede emner. Det kan både være korte gå-hjem møder, kurser, som varer et par dage eller vores længerevarende uddannelser.

Det vigtigste for os er, at vi konstant holder øje med branchens udfordringer, så vi ved, hvordan vi skal klæde vores medlemmer ordentlig på til at kunne håndtere hverdagen på en effektiv og konkurrencedygtig måde.

Og der er mange store gevinster at hente ved at opprioritere dygtiggørelse af mester eller ledende medarbejdere, da det oftest kan mærkes over hele linjen, understreger Jørn Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078