Fagforening kræver over 100.000 kroner fra firma i asbestsag
Fagforeningen 3F rejser nu et krav om efterbetaling af løn på mellem 105.000 og 120.000 kroner mod virksomheden LM Multiservices.
Det skriver Fagbladet 3F.
Kravet rejses på vegne af 18-årige Asbjørn Glisbo, og det er 3F's afdeling Holbæk-Odsherred, der står bag.
- Jeg er rigtig glad for, at 3F nu rejser krav, så jeg kan få den løn, jeg har til gode, siger Asbjørn Glisbo, der blandt andet arbejdede på en ejendom i Rørvig.
14 strakspåbud
Han fortæller, at han også har udført andre opgaver for virksomheden både i København og Nordsjælland.
Asbjørn Glisbo oplyser til Fagbladet 3F, at han har udført i alt fire opgaver for LM Multiservices, der er kommet i søgelyset efter en rapport fra arbejdstilsynet.
Heraf fremgik det, at i alt seks børn mellem 12 og 16 år har været ansat i virksomheden, og flere af dem har arbejdet med at nedtage asbestholdige tagplader.
Arbejdstilsynet var på et tilsynsbesøg på en landejendom i Sønderborg Kommune i midten af september, hvor arbejdet blev udført.
Det førte til, at der blev udstedt 14 strakspåbud om at stoppe arbejdet, som både er farligt og ulovligt.
Efterforsker menneskeudnyttelse
Syd- og Sønderjyllands Politi har på baggrund af materiale fra Arbejdstilsynet indledt en efterforskning af, hvorvidt virksomheden også gør sig skyldig i straffelovens bestemmelser om menneskeudnyttelse.
- Her skal efterforskningen vise, om børnene er blevet rekrutteret til at arbejde under åbenlyst urimelige forhold, som det er formuleret i loven, sagde vicepolitiinspektøren Jan Rasmussen torsdag i en pressemeddelelse.
Afdelingen i 3F overvejer desuden at rejse krav om såkaldt tortgodtgørelse i forbindelse med udsættelse for livsfarlige asbestfibre.
Og beløbet kan også vokse sig større ved krav om godtgørelse for manglende ansættelsesbrev og flere brud på arbejdstidsdirektivet.
Det oplyser formand for 3F Holbæk-Odsherred Allan Andersen til Fagbladet 3F.
Til TV 2 oplyser ejeren bag LM MUltiservices, Luini Joe Mammen, fredag, at han endnu ikke har modtaget noget lønkrav fra fagforeningen.
/ritzau/