23948sdkhjf

Historisk god lånemulighed for boligejerne genopstår

Ringe vækst i euroland giver danske boligejere muligheden for billigt boliglån.
Nye bestyrkede forventninger til lempelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB) sender torsdag kursen på boligejernes populære tre procents lån nær den bedste kurs nogensinde.

Torsdag formiddag lå kursen i niveauet 99,25, og dermed har boligejerne mulighed for at sikre sig et fastforrentet boliglån på usædvanlig gode vilkår, nemlig en rente på tre procent og en kurs på 99,25.

Chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm siger, at forventningerne til nye pengepolitiske lempelser fra ECB får ny næring af svagere væksttal end ventet fra Italien og Frankrig. En positiv vækst i Tyskland overrasker positivt, men ikke nok til at trække den samlede vækst i Europa op.

- Der er mange meninger om, hvad ECB helt præcist vil gøre, men til gengæld er næsten alle enige om, at ECB snart vil søsætte nye initiativer for at stimulere væksten i Europa. Og det er den forventning, der nu presser renterne ned, siger Martin Lundholm i en kommentar til tallene.

Efter de seneste dages udvikling koster det nu 3870 kroner efter skat pr. måned at låne en million kroner i et fastforrentet tre procents lån. Heraf udgør afdraget 1760 kroner. Men vil man som boligejer have fingre i lånet, skal man handle forholdsvis hurtigt.

Martin Lundholm siger, at lånet ved udgangen af august erstattes af en ny serie af obligationer, og dermed bliver det omkring 20.000 kroner dyrere at tegne et boliglån på en million kroner.

En ny obligationsserie bliver typisk handlet omkring to kurspoint lavere end den gamle, og det svarer til, at boligejeren ved et lån på en million kroner får cirka 20.000 kroner mindre udbetalt.

- Betaler du i dag fire procent eller mere i rente på dit boliglån, vil det i mange tilfælde kunne betale sig at konvertere. Har du i dag et rentetilpasningslån, som du gerne vil have konverteret til fast rente, så bliver muligheden nok heller ikke bedre, end den er lige nu, siger chefanalytikeren.

Muligheden for at konvertere til det nuværende tre procents lån udløber 31. juli, mens muligheden for at oprette et nyt tre procents lån først udløber 29. august.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079