23948sdkhjf

K: Dansk realkredit taber til græske statsobligationer

EU-Kommissionens udspil til nye krav til finanssektoren redder ikke danske realkredit. Tværtimod, mener K.
EU-Kommissionen lægger op til nye regler, der også vil omfatte dansk realkredit, når de såkaldte likviditetskrav i finanssektoren snart skærpes.

Men udspillet er ikke godt nok. Det mener De Konservatives spidskandidat ved EU-parlamentsvalget, europaparlamentariker Bendt Bendtsen.

- Det her er endnu et eksempel på, at det kommissionen spiller ud med ikke er færdigt - det er ikke godt nok, siger Bendt Bendtsen.

I sidste uge blev udkastet til reglerne betegnet som en delvis sejr for dansk realkredit. En analyse, som BRFkredit har lavet for Jyllands-Posten, viser, at kun 10 procent af danske obligationsserier lever op til de kommende krav for at blive klassificeret på niveau med statsobligationer.

I en mail til Ritzau slår økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (V) fast, at langt størstedelen af de danske realkreditobligationer med udspillet fortsat vil være et solidt stykke papir.

- Der florerer i dag en analyse i de danske medier om vores realkreditlån, som desværre kan lede til en del misforståelser, skriver ministeren.

- Lad mig derfor slå det helt fast: For 80 procent af de danske realkreditobligationer er der lagt op til, at de vil blive kategoriseret på linje med statsobligationer, skriver Margrethe Vestager.

Bendt Bendtsen mener dog, at udspillet kan gøre det svært for nogle af de små realkreditinstitutter at overleve.

- Bliver udspillet vedtaget, betyder det, at danske realkreditlån vil være mindre attraktiv end græske statsobligationer. Jeg må konstatere, at Margrethe Vestager har solgt skindet, inden bjørnen er skudt, siger Bendt Bendtsen.

Heller ikke direktør i Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen, er begejstret for det udspil, som Vestager i sidste uge sagde var langt bedre for realkreditmarkedet, end man havde frygtet.

- Der er ingen grund til at juble over det her udspil. Det er ringere end det resultat, vi er gået efter, og det er ringere end reglerne i dag, siger Ane Arnth Jensen til Jyllands-Posten.

Økonomi- og Indenrigsministeriet understreger, at der i øjeblikket er tale om et udkast til nye regler for finanssektoren og ikke de endelige regler, som skal vedtages af kommissionen gennem en retsakt senest den 30. juni i år.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078