SMV-pris til Aarhus Kommune
Aarhus Kommune hædret med SMV Prisen 2014 for kommunens SMV-venlige udbudspolitik, som medvirker til at skabe bedre muligheder for små og mellemstore virksomheder
Det sagde Niels Techen, formand for Håndværksrådet, da han forleden overrakte prisen til Aarhus Kommune.
Fagentrepriser deler større udbud op i mindre bidder. Fagentrepriser er derfor den udbudsform, der giver SMVer i byggeriet de bedste muligheder for at deltage i udbudsrunderne.
Aarhus Kommunes SMV-venlige udbudspolitik er blevet formuleret gennem dialog med Aarhus Haandværkerforening og Håndværksrådet. Niels Techen fremhævede bl.a., at Aarhus Kommunes egne beregninger viser, at kommunens udbud af vedligeholdelse af over 900 kommunale bygninger i fagentreprise har sparet mange skattekroner.
- Ingen kommune, uanset størrelse, kan herefter sige, at det ikke lader sig gøre eller ikke betaler sig at udbyde på en SMV venlig måde, sagde Niels Techen.
Økonomidirektør Peter Pedersen, Aarhus Kommune, modtog SMV Prisen på vegne af kommunen.
- Det ligger os rigtig meget på sinde, at vi gennem den måde, vi løser vores opgaver på, også bidrager til udviklingen af de små og mellemstore virksomheder. SMVerne ligger inde med mange gode ideer og innovative måder at løse opgaverne på, og det skal vi som stor offentlig virksomhed være med til at udvikle, sagde han.
SMV Prisen tildeles en person eller en juridisk person, som har ydet en bemærkelsesværdig indsats i arbejdet for at skabe gode rammer for at etablere, drive og udvikle små og mellemstore virksomheder.
SMV Prisen uddeles årligt på Håndværksrådets repræsentantskabsmøde, der i år holdes i IDA Mødecenter på Kalvebod Brygge i København.
tøtte