23948sdkhjf

Flere nationaliteter på byggepladsen øger antallet af arbejdsulykker

International konference i København med fokus på, hvordan man forbedrer arbejdsmiljøet på store byggeprojekter, hvor mange nationaliteter skal arbejde sammen
Kombinationen arbejdsmiljø og bygge- og anlægsbranchen har altid været et sprængfarligt emne. Efter nogle år, hvor der rent faktisk har været tendens til et fald i antallet af arbejdsulykker, så stiger ulykkesfrekvensen igen.

Og en del af forklaringen kan formentlig findes i den øgede internationalisering. Flere forskellige nationaliteter på den samme byggeplads kan således i sig selv føre til flere ulykker. Forskellige tilgange til projektorganiseringen, sprog, kultur og brug af værktøj, værnemidler, vaner og mentalitet o.a. kan således være med til at øge ulykkesfrekvensen.

Det skriver Mester Tidende

- Der findes ikke nogle håndfaste studier, der viser, at det forholder sig sådan, men det er et faktum, at store projekter i stigende grad gennemføres af internationale aktører - bygherrer, ingeniører, arkitekter, entreprenører, håndværkere, leverandører osv. Og der er klare tendenser på, at udlændinge på danske arbejdspladser oftere kommer til skade end danskere på samme byggepladser.

Det er også et faktum, at antallet af ulykker i bygge- og anlægsbranchen ikke, som i andre brancher, falder. Mens antallet af ulykker i andre brancher er mere end halveret over de seneste 30 år, så er risikoen for at blive udsat for en arbejdsulykke i bygge- og anlægssektoren den samme, fremhæver direktør Christian Hjorth-Hansen fra firmaet Arbejdsmiljøgruppen, som sætter problematikken på dagsorden på en international konference i Øksnehallen i København den 29. og 30. april 2014.

Det sker bl.a. med udgangspunkt i en række store projekter med international deltagelse, herunder OL-byggeriet i London og Femern-forbindelsen.

Klare mål og krav

Selvom antallet af arbejdsrelaterede skader på europæisk plan er faldet fra 1996 til 2007, så er der store forskelle landene imellem. Mens lande som Tyskland, Frankrig, Sverige og Spanien har markante fald i antallet af skader, så stiger antallet af skader i f.eks. Holland og Danmark.

- Vi har taget initiativ til at bringe alle involverede parter sammen på den internationale konference Safety in Construction med det formål at få udvekslet erfaringer, drøftet problemstillinger og forhåbentlig også afdække nogle af de løsninger, der skal i spil for at reducere antallet af arbejdsulykker ved store bygge- og anlægsprojekter, siger Christian Hjorth-Hansen til Mester Tidende.

På konferencen vil der bl.a. blive taget udgangspunkt i de store OL-byggerier i London forud for OL 2012. Her satte bygherren fra starten meget klare mål og krav til arbejdsmiljøet og det betød, at man kunne gennemføre det meget omfattende projekt med både nationale og internationale aktører med et meget lav ulykkesfrekvens.

- Noget tyder på, at øget fokus, minutiøs planlægning og gode relationer mellem ledelse og medarbejdere er væsentlige faktorer, når man arbejder aktivt med at reducere antallet af arbejdsulykker, siger Christian Hjorth-Hansen til Mester Tidende.

Du kan få mere at vide om konferencen på conferencemanager.dk/safetyconstruction eller ved henvendelse på telefonnummer 5344 5117
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078