23948sdkhjf

Mange virksomheder fravælger professionelle bestyrelser

Virksomheder fravælger i stor stil en professionel bestyrelse, selvom loven kræver det i aktieselskaber, og det anbefales for anpartsselskaber. 4 ud af 10 virksomheder svarer i en ny undersøgelse fra advokatkæden Advodan, at de ikke har en bestyrelse. 85 pct. mener ikke, at det er nødvendigt i deres virksomheder
Når pengeinstituttet kigger på, hvilke virksomheder der skal have kassekreditten forlænget, er en professionel bestyrelse et godt kort at have på hånden. Bestyrelsen er garant for en sund virksomhed, hvor direktøren bliver udfordret på strategien, og der er styr på risici og vækstmuligheder. Men rigtig mange virksomheder fravælger en bestyrelse.

Det viser en ny undersøgelse, som advokatkæden Advodan har gennemført sammen med Epinion. Her svarer 44 procent af virksomhederne, at de ikke har en bestyrelse. 85 procent mener, at det er unødvendigt for deres firma. I september 2011 viste en lignende undersøgelse fra Advodan, at 34 procent af de adspurgte SMV’er ikke havde en bestyrelse. Dermed er der ikke sket en nævneværdig udvikling til det bedre.

Bestyrelse sikrer vækst

- Mange virksomheder mener ikke, at det er nødvendigt at have en bestyrelse, så det står ikke højt på dagsordenen. Men i langt de flest virksomheder er det faktisk nødvendigt for at sikre, at forretningen udvikler sig og virksomhedens fulde potentiale realiseres.

Når dagligdagen kører, er det nemt at lade sig gribe og glemme at få sig løftet op i helikopteren for at kigge på hele virksomheden. Med en bestyrelse bliver der fulgt op på budgetter og tiltag, risici bliver løbende afdækket, og der bliver kigget ud i fremtiden, så virksomheden kan være på forkant med udviklingen, siger advokat Lars Stuckert fra Advodan på Lolland-Falster. Han har erfaring fra bestyrelser både som rådgiver og medlem.

Samtidig viser tallene, at ud af de 56 procent, som har en bestyrelse, har 43 procent familie, andre slægtninge, venner eller bekendte i bestyrelsen.

- Når slægts- eller venskab afgør, hvem der sidder i bestyrelsen, får virksomheden stadig ikke udnyttet sit potentiale, hvis arbejdet ikke angribes professionelt. Det handler om at kigge på, hvilke kompetencer der er gode at trække ind i virksomheden frem for, hvem man er i familie med. Så står virksomheden også langt bedre over for pengeinstitutterne, som har rigtig meget fokus på, om en virksomhed har en professionel ledelse med en kyndig direktør og en kompetent bestyrelse, når de laver en kreditvurdering.

Interne folk i bestyrelsen

En af de virksomheder, som har fravalgt en professionel bestyrelse med eksterne medlemmer er, vestjyske BM Silofabrik ApS, der blandt andet producerer siloer til opbevaring af korn, plastgranulat og træpiller. Virksomheden startede som et familieforetagende og har nu anden generation ved roret. I bestyrelsen, der mødes en gang om året til generalforsamling, sidder den daglige ledelse.

- Indtil videre har vi aktivt fravalgt professionelle kræfter. Forklaringen er, at vi ikke har været klar til at tage stilling til, hvad andre mener om vores dagligdag, produktudvikling, investeringer og fremtid. Vi vil gerne gøre tingene på vores facon, og det gør vi velvidende, at det måske kunne gøres anderledes og bedre. Vi diskuterer udvalgte punkter en gang i kvartalet med vores revisor, men vi har ikke på nuværende tidspunkt behov for andres syn på tingene i faste rammer med en bestyrelse, siger Dorte Zacho Martinsen, adm. direktør i BM Silofabrik ApS.

Virksomheden oplevede i 2012 en vækst på 40 procent og gik fra 17 til 38 medarbejdere. Målet for 2013 er fortsat vækst og innovation, og Dorte Zacho Martinsen mener, at virksomhedens udvikling betyder, at der inden for fem år vil blive brug for sparring udefra.

- Virksomheden vokser både fysisk og netværksmæssigt, og vi er inde i en god udvikling, hvor vi kommer ind på flere eksportmarkeder. Efterhånden, som virksomheden udvikler sig og kommer videre fra familieejet til global spiller, tror jeg, at vi vil få brug for nye input fra en professionel bestyrelse til at supplere ledelsens kompetencer, siger Dorte Zacho Martinsen.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109