Tyve stikker af med fire teleskoplæssere
Politiet vil have befolkningens hjælp til at opklare et usædvanligt tyveri af entreprenørmaskiner i Ulfborg.
Maskinerne repræsenterer en værdi på tilsammen omkring to millioner kroner.
Tyveriet fra virksomheden, der ligger på Holmegade i Ulfborg, skete kort efter midnat natten til tirsdag.
Maskinerne har en hydraulisk lift og bruges til at løfte gods i højderne. Hver maskine er fem meter lang, to meter bred og 2,5 meter høj, oplyser politiet.
De stjålne maskiner er gule og af mærket JCB.
Politiet vil gerne i kontakt med folk, der har set noget mistænkeligt omkring virksomheden i Ulfborg natten til tirsdag. Det kan være oplysninger om lastbiler med blokvogne, som måske er blevet brugt til at transportere maskinerne mod den dansk-tyske grænse.
Desuden beder politiet befolkningen være opmærksom på mistænkeligt parkerede JCB-teleskoplæssere.
Maskinerne kan nemlig være gemt til side med henblik på senere afhentning, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Folk med oplysninger kan ringe til politiet på telefon 114.
/ritzau/