23948sdkhjf

Bedre bundlinje: Få mere ud af det du har

Hvordan får man bedre bundlinje med de opgaver, man allerede har? Det har Bedre Bundlinje-konsulenter et par gode bud på. Det har virket for anlægsgartner og entreprenør Stengel Anlæg A/S i Næstved
Hvor starter man, hvis man gerne vil udvikle sin virksomhed? Hvilke områder skal optimeres? Hvilke resultater håber man på at opnå? Og hvordan skal man opnå dem? Ja, der stiller sig mange spørgsmål, når man påtænker at udvikle og optimere virksomheden, og det kan være rigtig svært at se virksomheden udefra, når man sidder tæt på de daglige processer og handlinger.

For anlægsgartner og entreprenør Stengel Anlæg A/S i Næstved udviklede virksomheden sig for alvor, da de gik ind i det såkaldte Bedre Bundlinje 2.0 projekt.

Virksomheden havde udfordringer med at skabe stor nok profitmargin på projekter, og fejl og mangler gjorde store indhug på profitten. Derfor ansøgte de om at være med i udviklingsprojektet, som er styret og startet af Dansk Byggeri og 3F. I projektet hjælper Bedre Bundlinje- konsulenter virksomheder med at øge indtjening og bundlinje med den produktion og de opgaver, man allerede har.

Overskriften for virksomhedernes udviklingsforløb er medarbejderinvolvering og øget medarbejderansvar. I den indledende afklaring besluttes det, hvilke værktøjer der skal gøres brug af, i virksomhedens udviklingsforløb. Der kan vælges værktøjer fra – og på tværs af – tre temaer:

• LEAN i virksomheden/ optimering af flow

• Tillid, samarbejde og arbejdsmiljø

• Service og kundefokus

Vigtig beslutning

- Bedre Bundlinje udviklingsprojekterne er en gylden mulighed for virksomheder i bygge- og anlægsbranchen til at udvikle sig og optimere processerne, så det bliver sjovere at kigge på bundlinjen, fortæller udviklingschef i Dansk Byggeri, Jørn Jensen.

- Vi har oplevet stor succes blandt alle vores projektdeltagere, og det er skønt at se, hvor store fordele, der er at hente, konstaterer han

Jørgen Stengel er i dag meget glad for sin beslutning for to år siden, hvor han trådte ind i projektet.

- Det har givet os så meget og optimeret virksomheden og vores daglige rutiner på en måde, som vi ikke havde kunne forestille os, fortæller Jørgen Stengel.

- Vi har primært fokuseret på medarbejderdelen kombineret med LEAN indsatser. Vi fik hurtigt lokaliseret de udfordringer og problemområder, hvor vi kunne høste store fordele ved at optimere, og så fandt vi i samarbejde med konsulenterne fra Bedre Bundlinje de rette værktøjer til at løse det, forklarer han.

Fra papir til iPads

Der har været mange fordele at hente for Stengel og hans medarbejdere; bl.a. er der langt færre fejl og mangler, og mandskabet kan nu tidsregistrere sig og fordele timerne på de forskellige sager med det samme på byggepladsen. Men den største forskel er synlig for alle i virksomheden. Skurvognskontoret plejede at flyde med ringbind og papirer, men dem er der ikke mange at spore mere.

- Det hele ligger på iPads, som formændene og medarbejderne kan tilgå fra byggepladsen. Det sparer så meget tid, at de med det samme kan tjekke tegninger og noter, som i øvrigt altid ligger opdaterede nu. Det gør at vi arbejder meget mere effektivt, og der er langt færre fejl. Regnvejr og tegninger i papirform har givet meget irritation før, og det er også helt slut nu, smiler en glad Jørgen Stengel, som også kan nikke genkendende til, at det har påvirket medarbejderne i en positiv retning.

Dansk Byggeris udviklingschef Jørn Jensen forklarer, at det har været meget forskelligt blandt de deltagende virksomheder, hvilke fokusområder, de hver især har arbejdet med:

- Men fælles for alle har været fokus på at forbedre den nuværende situation og arbejde med de eksisterende opgaver. Pointen er, at løsningen på merindtjening ikke nødvendigvis ligger i at skaffe flere kunder og ordrer, men mere hvor stor en profitmargin, man høster på de enkelte opgaver og at finde ud af, hvor pengene eventuelt fosser ud, understreger Jørn Jensen.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079