23948sdkhjf

14 ejerboliger fra Hobro til Stockholm

28 moduler til energioptimerede huse fragtes den 17. oktober fra Hobro Havn til Stockholm. De 28 moduler bliver monteret som 14 ejerboliger, og det er eksportordrer som denne, der skaber Nordjyske arbejdspladser og succes på bundlinjen
En eksportordre til Stockholm betyder, at der netop nu er 28 moduler under produktion hos BM Byggeindustri i Hobro. Disse 28 moduler bliver til 14 ejerboliger, der skal monteres i udkanten af Stockholm i uge 43. Fra første spadestik til det færdige hus står klar, går det stærkt:

- Vi forventer, at de 14 boliger står klar til indflytning 5-6 uger efter, at vi monterer de første moduler, siger salgschef hos BM Byggeindustri, Mogens Madsen.

De 28 moduler til projektet i Stockholm bliver transporteret fra fabrikken, der er beliggende i den nordlige ende af Hobro, til Hobro Havn hvor modulerne bliver læsset på fragtskib. Det sker tidligt fredag morgen d. 17. oktober kl. 05.00 med ophold fra kl. 06.00 - 09.00, for at genere trafikken så lidt som overhovedet muligt.

Eksportsucces betyder arbejdspladser

Hos BM Byggeindustri har man fokus på lavenergikonceptet og passivhuse, og med kernekompetencer inden for præfabrikeret modulbyggeri, både som totalentreprise, hovedentreprise og tømrerentreprise, har man fundet konceptet, der efterspørges på det internationale marked.

- Vi har for nylig for alvor fået hul igennem på eksportmarkedet, og det mener vi er et klart tegn på, at vi kvalitets- og prismæssigt kan begå os på det internationale marked. Vi fremstiller boliger industrielt, som biler på en bilfabrik, men vi gør det bæredygtigt med træ som kerneopbygning, og med fokus på energi og lave driftsudgifter for den kommende bolig, fortæller udviklingschef Claus Valsøe om grunden til BM Byggeindustris succes.

Salgschef Mogens Madsen fortæller desuden, at man forventer, at endnu en ordre fra Stockholm er på vej:

- Som det ser ud lige nu, skal vi levere yderligere 11 + 37 boliger til samme kunde i udkanten af Stockholm næste år. De mange ordrer betyder også, at man byder velkommen til flere og flere medarbejdere i Hobro, både inden for produktion og projektledelse.

Virksomheden producerer årligt 250 boliger, som er ca. 500 moduler, og alt produktion foregår på fabrikken i Hobro, hvor man har egen elementproduktion. Elementerne sættes sammen til moduler, som så transporteres til byggepladsen, hvor de færdigmonteres som f.eks. lavenergiboliger. Inden modulerne kører fra fabrikken er de 90 % indvendigt færdig apteret. Det vil sige, at der er lagt gulve, færdigmalet, køkken og bad er monteret, samt alle tekniske installationer er klar til at blive tilsluttet. Dette betyder, at boligerne indvendigt er færdig til indflytning i løbet af få dage. Herefter pågår den udvendige færdiggørelse af facader og terrænanlæg.

Virksomhedens medarbejdere har stor ekspertise inden for bygning af lavenergihuse, og fleksibiliteten og kvaliteten gør, at det ikke kun er moduler til boliger virksomheden leverer, men også til sygehuse, kontorbygninger og andre institutioner. Ambitionen er at blive en endnu stærkere aktør på markedet for entrepriser og industrielt byggeri.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078