23948sdkhjf

Dansk produktion giver mere goodwill

KPK Døre & Vinduer har som byggematerialeproducent valgt at bibeholde sin produktion i Danmark, og kombineret med et socialt ansvar høster virksomheden i stigende grad goodwill hos både kunder og i lokalsamfundet.
Mange danske byggemateriale-producenter har de seneste 10-15 år valgt at lægge produktionen til udlandet. Det er først og fremmest sket på grund af det høje danske omkostnings- og herunder lønniveau og har derfor især ramt de løntunge brancher. Det gælder ikke mindst produktion af vinduer og døre.

Hos en af Danmarks store producenter af netop vinduer og døre har man valgt at gå en anden vej ved at bibeholde alle sine aktiviteter i Danmark. KPK Døre & Vinduer beskæftiger godt 200 mand på Limfjordsøen Mors – få kilometer uden for Nykøbing:

- Jeg bliver ofte spurgt, om ikke vi har overvejet at flytte produktionen til udlandet, og så kun bibeholde udviklingsafdeling, ledelse og stabsfunktioner i Danmark. Og selvfølgelig har vi overvejet det, men regnestykket går slet ikke i plus.

Fordelene ved at blive i Danmark er større end ulemperne – blandt andet ligger kvalitet, service, udvikling mv. stadig en del under niveau. Alene at have udvikling og salg fysisk adskilt fra produktionen er ikke troværdigt i min verden, siger salgs- og marketingchef Piet Hyldahl fra KPK Døre & Vinduer.

Virksomheden producerer træ- og træ/alu-vinduer og beskæftiger i dag 200 medarbejdere. Produkterne sælges fortrinsvis gennem håndværkere, der har et godt øje til Mors-virksomhedens døre og vinduer.

Vælges også på holdning

- Håndværkerne kan godt lide os og vores produkter. Det er der mange årsager til, men vi kan i stigende grad mærke, at vi bliver valgt til på grund af vores holdning til dansk produktion og ikke mindst sociale ansvar, fortsætter han.

Ifølge Piet Hyldahl har den økonomiske krise - og den heraf følgende politiske dagsorden om at skabe danske arbejdspladser - medført, at der er en stigende sympati for virksomheder med produktion i Danmark. Et dansk produceret produkt opfattes som mere ønskværdigt og troværdigt, og det gavner virksomheden i form af øget goodwill. Samtidig bliver virksomhedens ageren over for lærlinge og fleksjobbere i stigende grad modtaget positivt:

- Vi har i øjeblikket seks maskinsnedkerlærlinge og flere fleksjobbere. Det er helt naturligt for os - og for mange andre produktionsvirksomheder - løbende at have lærlinge og tage ansvar for personer, der har svært ved at passe et normalt job. Sådan bør det være, men det er naturligvis rart, at det i stigende grad bemærkes og medfører goodwill, fortsætter han.

Lokal opbakning

Også i lokalområdet har virksomheden stigende opbakning. De 200 medarbejdere er fortrinsvis bosat i lokalområdet, der har været relativt hårdt ramt af den økonomiske krise, og i dag er KPK Døre & Vinduer en af de største arbejdspladser på øen. Men ifølge Piet Hyldahl vil antallet af produktionsarbejdspladser stige i fremtiden:

- Der er mange, der har den opfattelse, at dansk produktion er væk om 10 år. Det tror jeg ikke. Faktisk tror jeg, at vi vil se, at produktionssektoren i Danmark vil vokse af flere grunde. Blandt andet stiger lønniveauet i eksempelvis Østeuropa og Kina langt hurtigere end vores, og mange producenter har opdaget, hvor besværligt outsourcing også kan være. Derudover tror jeg, at dansk produktion bliver et konkurrenceparameter ikke mindst salgs- og markedsføringsmæssigt, og derfor kan det blive meget dyrt at lægge sin produktion udenlands, pointerer han.

Piet Hyldahl siger dog afslutningsvis, at dansk produktion naturligvis ikke udelukkende er en dans på roser:

- Som nævnt mener vi, at fordelene er større end ulemperne. Men man skal bestemt ikke være blåøjet og tro, at det hele så kommer af sig selv. Du skal arbejde smartere, og du skal automatisere de steder, hvor det giver mening, slutter han.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095