23948sdkhjf

S: Husannoncer uden ydelse skal sikre køberes økonomi

Større fokus på kontantpris i husannoncer skal forhindre boligejere i at sætte sig for dyrt, mener S.
I fremtiden skal interesserede boligkøbere i højere grad forholde sig til husets kontantpris frem for at se på et løst bud på brutto- og nettoudgifterne.

Det skal forhindre, at køberne kommer til at sætte sig for dyrt, siger Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht.

- Der er for meget fokus på de tal og for lidt fokus på kontantpris. Kombineret med, at ejendomsmæglerne også har formidlet lån, så har det i nogle tilfælde ført til, at boligkøberen ikke har været tilstrækkelig informeret om den fulde økonomi.

- Nogen er simpelthen kommet til at sætte sig for dyrt, siger Benny Engelbrecht.

Folketingets partier forhandler i øjeblikket om et lovforslag, der ifølge Politiken fjerner brutto-netto-oplysningerne fra salgsopstillinger.

Det får kritik fra både Forbrugerrådet Tænk og Dansk Ejendomsmæglerforening, men ifølge S-ordføreren vil huskøberne fortsat kunne se tallene.

- Vi er ved at finde en model, hvor brutto-netto-tallene er en del af salgsopstillingen, men ikke er en del af annoncen. Vi arbejder med de præcise formuleringer partierne imellem i øjeblikket, siger Benny Engelbrecht.

- I stedet for vil man se et kontantbeløb og ejendommens faste ejerudgifter i annoncen. Vi vil gerne sikre, at folk får en bedre økonomisk rådgivning, tilføjer han.

Desuden skal der findes en model, som kan give et mere præcist bud på de månedlige udgifter for boligkøberne, lyder det.

- Brutto- og netto-tallet tager udgangspunkt i en standard finansieringsmodel, og der vil ikke være særligt mange familier, der passer ind i den model. Derfor skal man jo alligevel også have lavet en individuel beregning, siger Benny Engelbrecht.

Han understreger, at en del af lovforslaget også skal stramme op på ejendomsmægleres formidling af boliglån.

Lovforslaget har været førstebehandlet i Folketinget, og skal ifølge Benny Engelbrecht vedtages i denne folketingssamling.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11