23948sdkhjf

Dødt håndværkerfradrag slår håndværksmestre omkuld

Ordrebøgerne er tomme hos mange håndværksmestre. I Ølstykke kæmper tømrermester Kristian Kirkegaard for at hente ordre hjem i kølvandet på afskaffelsen af håndværkerfradraget
- De sidste tre måneder af 2014 lå jeg fuldstændig vandret, fordi hr og fru Jensen skulle have brugt håndværkerfradraget, men i dag har jeg intet at bestille, fortæller Kristian Kirkegaard.

Han er indehaver af Tfs. Totalentreprise i Ølstykke og har specialiseret sig i isolering. Lige nu er ordrebogen tom, men for bare et par uger siden kimede telefonen med kunder, som ville have del i skattefradraget på op til 15.000 kroner.

- I 2013 blev det også fjernet, men kom igen, og der skete der nøjagtig det samme. Folk lod være med at ringe, fordi de afventede situationen for at se, om det kom igen, siger han.

- Der er slet ingen tvivl om, at fjernelsen af håndværkerfradraget kommer til at ramme virksomheden. At kunderne ikke længere kan få fradraget betyder, at jeg ikke længere har råd til en ekstra mand, siger Kristian Kirkegaard til Mester Tidende.

Han ser gerne, at håndværkerfradraget kommer igen.

- Da det kom igen dengang, kom det igen med tilbagevirkende kraft. Det håber jeg selvfølgelig sker igen. Men man burde genindføre det på energibesparende områder som eksempelvis isolering, nye vinduer og samlede tagkonstruktioner. Her kan kunderne spare både CO2 og undgå at fyre for gråspurvene. På den måde tjener hele samfundet også på det i længden, mener han.

Plaster på såret

I finansloven, som gælder for 2015, har forligspartierne afsat 4,2 mia. kroner til renovering af de almene boliger rundt omkring i landet. Men det beløb trøster ikke tømrermester Kristian Kirkegaard.

- Alting er meget mere langsommeligt hos de almene boligselskaber. De private kunder kan træffe beslutninger på stående fod, mens boligforeningerne ofte har en lang behandlingsproces. Det skaber tit døde perioder i arbejdskalenderen, fortæller han.

Han afviser, at de døde perioder skyldes, at han gør for lidt for at reklamere for sin virksomhed.

- Jeg forsøger selv at få foden inden for hos hovedentreprenørerne. Jeg sender bl.a. mails, hvor jeg henviser til smileyordningen. Mine vurderinger er helt i top, og jeg får næsten altid kun positive tilbagemeldinger fra kunderne, men det er ligesom en almindelig jobansøgning. Nogle gange er der bid, andre gange er der ikke, siger han.

Kristian Kirkegaard tror dog trods alt på en positiv effekt af boligaftalen. Til februar starter han selv et større gulvarbejde op netop for en boligforening, men alligevel er han skeptisk over for, om boligaftalen kan erstatte håndværkerfradraget.

- De døde perioder i arbejdskalenderen, som boligforeningernes lange beslutningsprocesser kan skabe kan få konsekvenser for, om en virksomhed kan klare sig i længden. De private kunder kan man lægge ind mellem arbejdet i de almene boligselskaber, siger Kristian Kirkegaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156