23948sdkhjf

Raunstrup digitaliserer det manuelle arbejde

Mange ordrer små, gør en stor koncern. Antallet af små serviceordrer stiger hastigt hos Raunstrup, og det er helt i tråd med byggekoncernens strategi. Men det skærper kravene til planlægning og styring af opgaverne i en branche, som er vant til både at arbejde og planlægge manuelt. Der er grænser for, hvad man kan klare med blyant og lommebog, så nu går Raunstrup digitalt.
Det er ikke bare for at være med på noderne. Det er simpelthen nødvendigt og på høje tid. Et nyt digitalt system til styring af opgaverne fra ordre til fakturering er nu en fast del af arbejdsdagen hos Raunstrup. Og det gælder for alle medarbejdere – fra håndværkersvende til bogholdere.

Dermed er Raunstrup på linje med revisionsfirmaet Deloittes seneste analyse af byggebranchen. Den konkluderer, at en mere effektiv sags- og byggestyring er en af vejene til en højere produktivitet.

- Når antallet af små serviceordrer stiger så hurtigt, som det gør hos os lige nu, har vi behov for en effektiv styring af opgaverne. Faktisk håndterer vi ca. 10.000 ordrer om året. Det tal er støt stigende. Der er grænser for, hvad man kan klare manuelt, når man skal sikre både produktivitet og kvalitet, siger administrerende direktør hos Raunstrup, Søren Kristensen.

Derfor har byggekoncernen med hovedsæde i Århus og fem afdelinger, der dækker det meste af Danmark, indført digital opgavestyring på byggepladsen, servicebilen og i bogholderiet.

Den selvstyrende håndværker

Det betyder, at hver enkelt medarbejder kan bevare overblikket og faktisk køre sin egen forretning i forretningen ude fra servicebilen. Det giver øget effektivitet og produktivitet til glæde for kunderne og til gavn for den enkelte håndværker.

- Kunderne efterspørger leverandører, der kan agere professionelt hele vejen igennem sagen og levere et resultat af høj kvalitet. De krav gælder både os som virksomhed og de enkelte håndværkere, som jo har den direkte kontakt til kunderne. Og det er i høj grad et spørgsmål om stram og gennemskuelig styring af opgaverne, siger Søren Kristensen.

Den selvstyrende håndværker kan håndtere en ordre fra kundehenvendelse til færdigmelding og fakturering. Han eller hun får lommebog, kamera, timeseddel, ordreseddel og mulighed for at kommunikere med byggelederen eller kunden i én samlet løsning på sin smartphone eller tablet.

- Ledelsen får bedre overblik, den enkelte håndværker får mere ejerskab til hver opgave, og kunden får en mere effektiv service. Alle vinder med den nye digitale styring, siger Martin Kamp Lærke, der er business supporter hos Raunstrup og ansvarlig for udvikling og implementering af løsningen hos Raunstrup.

Systemet er allerede taget i brug hos Raunstrup, og vil være fuldt implementeret i løbet af de kommende 3 måneder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094