23948sdkhjf

Plads på hylderne: Regnskaber flytter op i skyen

Regeringen vil med ny lov give virksomhederne mulighed for at opbevare deres regnskabsmateriale i skyen. Dermed forsvinder kravet om opbevaring af regnskaber på papir
Med et nyt lovforslag lægger regeringen op til, at virksomheder ikke længere behøver opbevare deres regnskaber i fysisk papirform.

I stedet må virksomheder nu benytte sig af en såkaldt cloud - eller sky - der er en internetbaseret opbevaring.

Formålet med lovforslaget er at tilpasse de gældende regler i bogføringsloven, så de bliver tidssvarende og følger den digitale udvikling, og samtidig skabe administrative og økonomiske lettelser for virksomhederne.

I dag anvender virksomhederne i stigende grad it-systemer til administrative opgaver som bogføring, regnskaber og opbevaring af regnskabsmateriale.

En stor del af de danske virksomheder udnytter de muligheder, som den teknologiske udvikling giver, for at effektivisere deres processer i forbindelse med regnskabsudarbejdelse.

Bureaukratisk ordning

Efter de gældende regler skal regnskabsmateriale opbevares her i landet, og virksomheder skal søge om dispensation hos Erhvervsstyrelsen, hvis de ønsker at opbevare regnskabsmateriale i udlandet.

Den ordning, mener regeringen, forekommer unødigt bureaukratisk og byrdefuld for virksomhederne, og derfor skal den afskaffes.

Fremover skal opbevaring af regnskabsmateriale kunne opbevares i elektronisk form i udlandet uden forudgående ansøgning eller anmeldelse til offentlige myndigheder, såfremt virksomheden opfylder en række nærmere fastsatte krav.

Det væsentligste krav er, at der skal være onlineadgang til det regnskabsmateriale, der opbevares i udlandet, så myndighederne til enhver tid kan få adgang til materialet fra en computer i Danmark, ligesom systembeskrivelser og adgangskoder skal opbevares i Danmark.

Peger fremad

Jacob Thiel, cheføkonom i Håndværksrådet, støtter op om regeringens forslag, som han håber, letter nogle byrder hos virksomhederne.

- Det her peger fremad, og der er perspektiv i det.

En del virksomheder arbejder allerede med cloud-løsninger, så det her gør det nemmere for dem. Min anbefaling er dog, at man efter nogle år evaluerer loven for at se, hvordan det er gået, og hvor stor effekt den har haft, siger Jacob Thiel.

Forslaget fremsættes som et led i regeringens generelle målsætning om at lette virksomhedernes administrative og økonomiske byrder samt understøtte øget digitalisering – både i virksomheder og i det offentlige.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08