23948sdkhjf

Koblede vinduer skal frem i lyset

Frovin Vinduer og Døre, der er specialister i design og produktion af koblede vinduer, mander op med ansættelsen af en erfaren profil fra vinduesbranchen
- Frovin laver nogle fremragende produkter af høj håndværksmæssig kvalitet, som er helt unikke på det danske marked. Det budskab vil vi rigtig gerne ud at fortælle, for der er faktisk mange, som ikke kender til os endnu, siger direktør i Frovin Vinduer og Døre Mona Sloth Nielsen.

Frovin er blandt landets største og førende producent af koblede vinduer og døre og har særligt fokus på specialfremstillede løsninger til renovering af ældre og bevaringsværdige bygninger.

Navnet Frovin er måske ikke så udbredt i byggebranchen i dag, men virksomheden leverer alligevel til en række større prestigeprojekter, som bl.a. inkluderer koblede vinduer til renoveringen af dele af TV2’s nyhedsstudie på Kvægtorvet i Odense samt energirenoveringsprojektet Ryesgade 30 i København, som vandt RENOVER-prisen 2013.

Det er nyheder som disse og budskabet om Frovins særlige egenskaber, der fortjener at blive fortalt oftere og højere, mener ledelsen i Frovin.

Ny salgschef

Frovin har desuden valgt at ansætte Claus Haastrup som ny salgschef. Han har 22 års erfaring inden for byggebranchen, heraf 14 år i vinduesbranchen bl.a. i en ledende stilling hos Velfac. Gennem de seneste syv år har han udelukkende beskæftiget sig med vinduesrenoveringsprojekter, og han ser meget frem til at blive en del af Frovin:

- Frovin har høj status og anses af mange i branchen for at være et godt og konkurrencemæssigt kvalitetsprodukt i et nichemarked for kitfalsede trævinduer med koblede rammer. Jeg ser mange spændende muligheder for Frovin i et mere kvalitetsorienteret marked, hvor kunderne udover energi- og lydperformance nu også begynder at interessere sig mere for helheden og bygningernes æstetik, siger Claus Haastrup.

Det er især evnen til at bevare en bygnings oprindelige, arkitektoniske udtryk samt energioptimering af en bygning til nutidens og fremtidens skærpede energikrav, som gør Frovins koblede produkter eftertragtede og anerkendte.

Frovin har base i Ugerløse ved Kalundborg og beskæftiger 50 medarbejdere. Frovin er en del af Inwido-koncernen, der er Europas største producent af vinduer og døre med 3.100 ansatte i otte lande.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11