23948sdkhjf

Limproducent har hyret ny vicedirektør

Dana Lim har ansat Kristina Heien som ny COO - eller vicedirektør. Hun ser frem til at gøre 2025 til et år med vækst, fremdrift og fokus på den gode arbejdsplads

Den 1. december startede Kristina Heien som ny COO hos danske Dana Lim. 

Hun kommer fra en stilling som produktionschef hos den tyske kemigigant Basf’ afdeling i Ballerup. Her har hun blandt andet haft ansvaret for afdelingens produktion af mikroindkapslede vitaminer til fødevare- og medicinalindustrien.

Det skriver Dana Lim i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget glad for at være startet hos Dana Lim. Med min erfaring indenfor udvikling og produktion var det helt naturligt for mig at takke ja til en udfordring, der bringer mine kompetencer og erfaringer i spil på et mere strategisk niveau, udtaler hun og uddyber, at det hele virkede rigtigt fra begyndelsen.

- Allerede efter de indledende samtaler med Lars (Christensen, CEO hos Dana Lim, red.) havde jeg en rigtig god mavefornemmelse. Jeg kunne mærke, at kemien var god, og at der var grobund for et stærkt samarbejde, så det faldt mig helt naturligt at takke ja til tilbuddet om at komme med ombord hos Dana Lim.

Forventer et stærkt 2025

Den gode mavefornemmelse viste sig at være gengældt, og Lars Christensen ser frem til samarbejdet.

- Kristina har den helt rigtige profil til at tage Dana Lim det næste skridt på vores vækstrejse. Hun har en masse erfaring som projektleder og med at holde styr på trådene i forskellige afdelinger hos en international virksomhed, så vi er både glade og stolte over, at Kristina har valgt at bringe sine kompetencer i spil her hos os, udtaler Lars Christensen i pressemeddelelsen.

Det er med forventningen om et stærkt 2025, at Kristina Heien ser tilbage på den første tid i sin nye stilling.

- 2025 bliver på flere måder en frisk start – både for mig, men også for Dana Lim. Vi skal bygge videre på den kultur og de kerneværdier, der er Dana Lims dna, og sammen skal vi drive virksomheden ind i en fremtid med mere vækst, samtidig med at vi fastholder det stærke arbejdsmiljø som fundamentet for den gode arbejdsplads, udtaler hun. 

Både omsætning og indtjening faldt for Dana Lim i seneste regnskabsår. Det kan du læse mere om her

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062