Hun bliver chef for industri hos Lemvigh-Müller
Stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller har slået afdelingerne Industri Teknik og Industri Stål sammen. Chef for den nye fusionerede afdeling bliver Pernille Wichmann. Hun har hidtil stået i spidsen for Industri Teknik.
Lemvigh-Müller skriver i en pressemeddelelse, at virksomheder ofte har behov for både stål og for tekniske produkter. Derfor giver det mening at lægge de to industriafdelinger sammen.
- Vi kan levere totalløsninger og i endnu større grad indgå i partnerskaber, hvor vi sammen skaber merværdi ved at matche kundernes behov, siger Pernille Wichmann.
Lemvigh-Müllers administrerende direktør Christian Søgaard-Christensen siger:
- Vi skaber en endnu mere kundefokuseret salgsorganisation for industrien, der kan reagere hurtigere på de skiftende markedsforhold og udnytte synergier på tværs af vores produktområder. Pernille Wichmann er det oplagte valg til at lede denne organisation. Hun har en stærk forretningsforståelse og en bemærkelsesværdig evne til at samle kolleger omkring fælles mål.