Håndværkere melder klar til at investere
Når op mon 30.000 håndværkere og øvrige byggeaktører til marts mødes til Byggeri´25 i Fredericia, kan messens udstillere se frem til stor investeringslyst.
Som led i forberedelserne til byggerimessen, der i år afholdes for 20. gang, har Danske Byggecentre gennemført en rundspørge blandt landets håndværkere og øvrige fagfolk, som kommer på messen. Og den viser blandt andet, at flere end to ud af tre forventer at investere i nye værktøjer det kommende år.
- Hele 69 procent af håndværkerne siger, at de forventer at investere i nye værktøjer det kommende år. Denne investeringslyst er et virkelig godt udgangspunkt for de flere hundrede udstillere, der på Byggeri´25 møder tusinder af nysgerrige håndværkere fra hele landet, siger Palle Thomsen, adm. direktør i Brancheforeningen Danske Byggecentre, der står bag messen, i en pressemeddelelse.
På messen sættes fokus på fremtidens byggeri, og udover de mange udstillere og spændende nyheder byder messedagene således også på en række seminarer og såkaldte ’Mesters time’, hvor en række eksperter og fagfolk under overskriften ’Fremtidens byggeri’ giver en et indblik i den udvikling, der vil ske de kommende år.
En vigtig platform
Rundspørgen, der blandt andet handler om fremtidens investeringslyst, er via sociale medier foretaget blandt håndværkere og øvrige fagfolk fra hele landet. For Dewalt, der igen udstiller på Byggeri’25, er tallene for investeringslysten en understregning af betydningen af at være med, hvor kunderne er.
- Det er supervigtigt for os at være på Byggeri’25. Vi ved, at vores kunder glæder sig til at se vores spændende nyheder, udtaler Søren Oskær fra Dewalt, der særligt glæder sig til at vise en af nyhederne frem:
- Vi er i år især stolte over det nye Dewalt Powershift-system, en serie kraftfuldt værktøj designet til at optimere arbejdsgangen på byggepladser. Men vi har selvfølgelig også andre spændende nyheder med og glæder os rigtig meget til at vise dem alle frem, lyder det.
Byggeri’25 forventes som i tidligere år at samle op mod 30.000 besøgende og omkring 250 udstillere, der i løbet af messens fire dage vil præsentere og rådgive håndværkere og øvrige fagfolk om de nyeste og bedste produkter, ny viden og nye løsninger.
- Messen er samlingssted for hele branchen. Det er nu 20. gang, at tusinder af fagfolk på tværs af projekterende, udførende og leverandører kommer på messen, og med udgangspunkt i deres dagligdag kan mødes i øjenhøjde og både se og snakke om nyheder, produkter og løsninger på en anden måde end i en hektisk dagligdag, siger Palle Thomsen.
Byggeri´25 løber af stablen i Messe C i Fredericia fra 18. til 21. marts 2025.