Nu kan I male uden risiko for allergi, mester
Flügger lancerer den første maling, som er astma- og allergi-deklareret i hele Norden. Den har fået navnet Dekso Aïr, og den har både modtaget Svanemærket, M1 og EU-blomsten.
Derudover oplyser Flügger i en pressemeddelelse, at malingen har fået ’Asthma Allergy Nordic’, og det er et mærke, som astma- og allergiforeningerne i Norge, Sverige og Danmark i fællesskab står bag.
- Dekso AÏR markerer et skift mod mere allergivenlige malingsløsninger. Vores ambition er, at det her på sigt bliver teknologien bag al vores fremtidige maling til byggeriet, siger Sune Schnack, som er administrerende direktør i Flügger Group.
- Den er skræddersyet til professionelle malere og alle ansvarsfulde malermestre, som gerne vil tilbyde deres ansatte at arbejde med produkter, der har en dokumenteret lavere afgasning og lav allergi- og miljøpåvirkning uden at gå på kompromis med kvaliteten, fortsætter direktøren.
Samtidig er den nye maling sprunget fra mal-kode 00-3 til 00-1. Mal-koder angiver malings farlighed, og maling med mal-kode 001 er de mindst farlige malingstyper på markedet. Årsagen til den lave Mal-kode er, at Flügger har formået både at fjerne biociderne og holde en neutral PH-værdi, så malingen ikke ætser.