23948sdkhjf

Dybbøl Mølle får støtte til renovering af murværk

Dybbøl Mølle får 150.000 kroner til renovering af murværket.

Møllen blev renovereret i 2019-2020 i forbindelse med fejringen af 100-året for Genforeningen i 2020, men murværket fik ikke den korrekte behandling. Derfor har der været behov for en ny renovering i foråret 2022.

- I Sønderborg Kommune vil vi gerne støtte den nye renovering, fordi vi mener, at vi lokalt og nationalt må tage medansvar for bevarelse af nationalsymbolet Dybbøl Mølle. Dybbøl Mølle har kulturhistoriske kvaliteter i fortællingen af Grænselandets meget unikke historie, hvor danskere og tyskere i dag bor sammen i et fredeligt naboskab. Sønderborg Kommune kan dog ikke løfte opgaven med store tilskud til Dybbøl Mølle alene. I Sønderborg Kommune forventer vi derfor, at staten afholder deres andel, siger Christel Leiendecker, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, i en pressemeddelelse. 

I vinteren 2021 blev der etableret seks prøvefelter med forskellige typer af behandling på møllen. Ved evalueringen i marts 2022 blev den fremtidige metode fundet. Den nye metode kræver en sandblæsning af møllen for at fjerne det vandtætte lag, og herefter skal møllen kalkes fire gange og afsluttes med en gang kalkvand. Renoveringen af Dybbøl Mølle blev sat i gang i foråret og var færdig i juni.
Under arbejdet har Dybbøl Mølle været åben for publikum.
- Vi er meget glade for, at møllen var åben under renoveringen, fordi det var i et tidsrum, hvor mange turister og gæster finder frem til Sønderborg-området. Og her er den unikke historie på Dybbøl Banke – blandt andet på Dybbøl Mølle – en vigtig hjørnesten, som kan berige turisternes besøg i Sønderborg-området, siger Thomas Worm Larsen, næstformand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, i en pressemeddelelse. 

Dybbøl Mølle fik i 2019 et nyt sæt vinger. De gamle vinger havde siddet på møllen i 40 år og trængte til udskiftning. Renoveringen kostede 3,5 mio. kr. og blev færdig i 2020, hvor det var 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark.

De samlede omkostninger til den nye renovering af Dybbøl Mølle er 1 mio. kr. Finansieringen kommer blandt andet gennem tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen, tilskud fra staten, tilskud fra Sønderborg Kommune samt egenbetaling.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109