Millionprojekt på Frederiksberg Bakke udskydes igen
Anlægsprojektet på den trafikerede Roskildevej på toppen af Frederiksberg Bakke er igen blevet udskudt.
På onsdagens møde i kommunalbestyrelsen kom det frem, at Magistraten i kommunen har valgt ikke at indgå kontrakt med den vindende entreprenør, og derfor er projektet blevet udskudt på ubestemt tid.
Det skriver TV 2 Lorry.
Medlem af Magistraten, Nikolaj Bøgh (K), fortæller, at årsagen er, at der simpelthen ikke er penge nok i kommunens anlægsbudget.
- Vi har en udfordring med vores anlægsbudget. Svømmehallen bliver væsentligt dyrere, og det samme gør renoveringen af plejehjemmet Ingeborggården. Derfor har vi set på, hvor vi kunne skalere ned eller udskyde, siger Nikolaj Bøgh til TV 2 Lorry.
Licitationen er derfor aflyst, men Nikolaj Bøgh håber fortsat, projektet bliver til noget.
- Det er ikke det samme som, at det er skrinlagt til tid og evighed. Det er stadig et godt projekt. Men vi skal have pengene til det, og der skal også være et flertal for det, siger Nikolaj Bøgh:
- Politik handler om at prioritere. Projekter som Ingeborggården eller P-kælderen bag rådhuset er allerede i gang, og kan ikke bare standses, uden at det vil have store økonomiske konsekvenser, siger Nikolaj Bøgh.
Projektet går ud på, at området på toppen af Roskildevej skal gøres grønnere og mere rekreativt. Generelt vil man gøre området mere tilgængeligt for fodgængere og binde parkerne Frederiksberg Have og Søndermarken bedre sammen. Blandt andet ved at bygge en plads af granitfliser mellem Frederiksberg Slot og Søndermarken.
Derudover vil man kigge på fortove, cykelstier og hastighedsbegrænsninger i et forsøg på at forbedre trafiksikkerheden.
Det er anden gang, at projektet udskydes. Første gang var i sommeren 2021, hvor kommunen annullerede licitationen, da entreprenøren ikke kunne overholde tidsplanen, og derfor ikke levede op til udbudsvilkårene.
Et flertal i byrådet bestående af De Konservative, Venstre, SF, Alternativet og Liberal Alliance afsatte i efteråret 2020 9 mio. kr. til projektet. Men efter udskydelsen i sommer måtte projektet nok engang i udbrud i november, og i december blev projektet sendt i offentlig høring.
Den langstrakte proces betyder også, at kommunen allerede har indkøbt nogle af materialerne til projektet. Ifølge Nikolaj Bøgh vil de materialer dog kunne bruges på andre projekter.
- Måske kan vi endda drage fordel af, at vi har købt nogle materialer, der måske ville være dyrere nu, siger han.
Socialdemokratiet, Enhedslisten og De Radikale stemte ikke for budgettet dengang. I mellemtiden har der været et kommunalvalg, og de tre partier er nu en del af et nyt rødt flertal på Frederiksberg.
Borgmesterkæden hænger nu om halsen på Michael Vindfeldt fra Socialdemokratiet, og udsigten til, at prestigeprojektet på Frederiksberg Bakke bliver til noget, har lange udsigter.
Gunvor Wibroe, der har en af de socialdemokratiske pladser i Magistraten, fortæller, at partiet ikke kommer til at presse på for, at projektet gennemføres.
Enhedslisten støtter heller ikke op om projektet, fortæller trafikordfører Rasmus Holme Nielsen. Hvis der i fremtiden skal ses nærmere på at lave området om, mener han, en anden løsning skal findes.
Forsidefoto: Colourbox