En af de sjældne: Michelinrestaurant og byhus udbydes til salg
Der er ikke garanti for, at det, du sætter på middagsbordet, bliver lige så smagfuldt hverken for gane eller blik, som det tidligere har været, men ikke desto mindre kan du altså nu blive ejer af et byhus på Christianshavn i København, der emmer af gastronomi.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Lokalerne har nemlig huset den ikoniske italienske restaurant Era Ora, der sidste år lukkede efter at have serveret Michelinmad for sine gæster i mere end 20 år.
Foruden selve restauranten i stueetagen hører resten af Christianshavner-byhuset, som den ligger i, også med i købet. Dermed får en ny ejer altså også en bolig, der i salgsmaterialet fra liebhavermægleren Claus Borg & Partner beskrives som en liebhaverbolig i særklasse.
Samlet set er der 369 boligkvadratmeter i ejendommen, og for dem skal der betales 48 millioner kroner, hvilket gør adressen på Overgaden Neden Vandet til den dyreste, der lige nu er til salg i København.
Eget bolværk
Det er ikke kun restauranten, der med sin foyer, industrikøkken, bar og vinlager skiller adressen fra Københavns øvrige boligmarked. Til ejendommen hører der nemlig også en anden ting, som de færreste nok har i indkørslen: ti meters bolværk.
Af samme grund kan det også være svært at sammenligne prisen med hovedstadens øvrige udbud; til en kvadratmeterpris, der ifølge Boliga.dks statistik for området løber op over 130.000 kroner, er der nemlig langt ned til gennemsnittet på 56.000 kroner for en villa-kvadratmeter på Christianshavn.
Det betyder dog ikke, at denne helt særlige type af bolighandler, der udbydes og sælges i den helt høje ende af prisskalaen, ikke finder sted: Siden begyndelsen af 2020 er der solgt syv huse* i Københavns Kommune for mere end 30 millioner kroner. Af dem ligger tre i København K – under én kilometer fra Era Ora-byhuset.
Se huset hos mægleren
https://www.claus-borg.dk/bolig/156478/Overgaden-Neden-Vandet-33B-1414-Koebenhavn-K/