23948sdkhjf

Butiks-elever vil have grøn omstilling på hylderne

For fem nyudklækkede butikssælgere hos Carl Ras har bæredygtighed været det helt store tema i deres afgangsprojekter og har resulteret i, at de har øget butikssalget af bæredygtige og klimavenlige produkter til byggeriet

De fem handelselever er gennem to år blevet oplært i Carl Ras’ engroscentre i Aalborg, Aarhus C, Ringsted, Roskilde og Sydhavnen, hvor de har tilegnet sig produktviden og fået erfaring med butikssalg og rådgivning til professionelle kunder. 

De har netop afsluttet uddannelsen med et afgangsprojekt og har alle valgt at sætte fokus på klimavenlige produkter til byggeriet. En tendens der ifølge HR Business Partner i Carl Ras, Claus Skovgaard Nørr, er kommet for at blive:

- Eleverne er i høj grad optaget af at kunne bidrage til den bæredygtige omstilling i branchen. Det er en ny tendens, som vi også oplever blandt vores igangværende elevhold, til elevsamtaler og når vi er ude på de lokale handelsskoler og uddannelsesmesser. Det går godt i spænd med vores egen vision om at rykke vores kunder og branchen i en bæredygtig retning, fortæller Claus Skovgaard Nørr, der også er elevansvarlig i Carl Ras. Han tilføjer:

- Når vi som virksomhed selv ønsker at tage ansvar for den bæredygtige udvikling i branchen, er det derfor utrolig positivt, at alle handelseleverne selv har valgt at sætte fokus på bæredygtige løsninger, der kan medvirke til at inspirere vores kunder og samarbejdspartnere til at bygge mere bæredygtigt.

 Fokus på bæredygtig butiksindretning i Aalborg

22-årige Lærke Boye har været i lære som handelselev i Carl Ras’ engroscenter i Aalborg. I sit afgangsprojekt satte hun sig for at synliggøre fem udvalgte klimavenlige produkter i butikken i to uger med formålet om at øge butikssalget af produkterne med 20 pct.

- Carl Ras har et bredt bæredygtigt og miljøvenligt produktudvalg bestående af 1256 forskellige produkter, som vi sidste år fik synliggjort med grønne mærkater på hjemmesiden. De er dog ikke lige så synlige i butikken, fortæller Lærke Boye om baggrunden for sit afgangsprojekt.

Det førte til, at hun eksponerede en udstilling med udvalgte klimavenlige produkter tæt på kasseområdet samt et banner med FN’s verdensmål 12 ”Ansvarligt forbrug og produktion”, som er det verdensmål, Carl Ras arbejder for:

- Mange kunder skal stadig overbevises om at vælge det bæredygtige produkt, og hvis de har travlt, har de ikke altid tid til at sætte sig ordentligt ind i produktet. Jeg syntes derfor, der manglede et større fokus på formidlingen om vores indsats og produkterne til kunderne, så de bliver gjort opmærksom på det, så snart de træder ind i butikken.

 Det resulterede ifølge Lærke Boye i, at flere kunder i perioden valgte at tage det bæredygtige produktvalg:

- Kunderne spurgte nysgerrigt ind til de klimavenlige produkter i perioden, hvor udstillingen stod fremme i butikken, og salget af produkterne endte med at blive fordoblet. Det viser, at det kan være gavnligt at sætte fokus på bæredygtighed i butikkens indretning med flere synlige informationer til kunderne, så de tilvælger dem frem for de ikke-bæredygtige produkter, fortæller hun.

Lærke Boye ser frem til at fortsætter som butikssælger i Carl Ras’ engroscenter i Aalborg fra september:

Carl Ras er en god arbejdsplads med rigtig gode karrieremuligheder. Jeg glæder mig til at lære endnu mere og fortsætte min faste dagligdag med gode kollegaer og kunder, siger hun.

Bæredygtige sprayprodukter i Aarhus

19-årige Emma Meisner, der har været handelselev i Carl Ras’ engroscenter i Aarhus C, har i sit afgangsprojekt valgt at synliggøre fire udvalgte Pureno sprayprodukter i butikken.

- Jeg kunne se, at de i stedet for gas brugte kulsyre som drivmiddel, hvilket er et CO2 neutralt drivmiddel, der har kæmpe gevinst for miljøet. Hvor CO2 fylder 40 pct. af dåsens indhold, fylder kulsyre kun 4 procent, så der kan være markant mere indhold i dåserne med kulsyre som drivmiddel. Alligevel havde vi ikke solgt særlig mange af produkterne sidste år, så jeg fandt det oplagt at undersøge, om jeg kunne skabe et salgsfremstød, fortæller Emma Meisner.

Efter flere samtaler med leverandøren eksponerede hun de fire udvalgte produkter gennem en udstilling i butikken i to uger.

- Målet var at gøre kunderne mere bevidste om produkternes bæredygtige kvaliteter, hvilket på mange måder lykkedes. Flere af kunderne viste interesse for produkterne, efter de fik flere informationer, og det lykkedes at øge salget, fremhæv er hun og fortsætter:

- Det viser, at en eksponering af produkterne kan have betydning for, hvad kunderne vælger. Særligt den yngre generation viste interesse for produkterne og var lettere at påvirke end nogle af de ældre kunder, der kan have tendens til at købe det, de plejer.

Emma Meisner ser frem til at fortsætte i Carl Ras i Aarhus C, hvor hun fra august officielt kan kalde sig for butikssælger:

- Selvom jeg har været eleven, har jeg altid følt mig på lige fod med mine kollegaer, og jeg har været med til at gøre en forskel for butikken og vores kunder. Samtidig er det en interessant branche, hvor man aldrig stopper med at kunne dygtiggøre sig. Der vil altid være nogle produktkategorier, som man kan vide noget mere om.

 Alle handelselever fortsætter i Carl Ras

Alle fem handelselever har fået en fastansættelse i Carl Ras. Fire af handelseleverne fortsætter som butikssælgere, mens en enkelt bliver ansat i Carl Ras’ Nysalgsgruppe i Herlev.

- Generelt er målet for os at beholde de elever, vi uddanner. Det er dog første gang i mange år, at vi kan tilbyde en fast stilling til hele holdet af handelseleverne, siger Claus Skovgaard Nørr.

 - Eleverne bliver dygtigere og vigtigere for os. Og som situationen er i branchen i øjeblikket, hvor det er blevet svære at rekruttere nye isenkræmmere, er vi glade for, at de alle gerne vil fortsætte deres udviklingsforløb hos os, fortæller han og tilføjer, at 22 pct. af lederne i Carl Ras faktisk er startet som elever:

- Vi har rigtig mange eksempler på medarbejdere, der først er startet som elever i vores butikker, og som i dag arbejder som indkøbschef, uddannelseschef, butikschef, kørende konsulenter eller projektledere. Hvis eleverne gør det godt, vil vi gerne satse på dem og deres karriere, fremhæver Claus Skovgaard Nørr.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11