23948sdkhjf

Vinduesproducent igen klar i Norge efter valuta-klø

Vinduesproducenten Idealcombi har med et nyt samarbejde gjort et genindtog på et gammelkendt marked.

Med norske Konsept Fasade som forhandler er den Hurup-Thy-baserede virksomhed således klar til endnu engang at tage favntag med det norske marked, man ellers valgte at forlade for fire år siden.

– Da vi tog derop omkring 2013, havde vi valutaen med os, og så kunne vi stille og roligt se den falde omkring 30 procent, fortæller Claus Winther, salgsdirektør i Idealcombi. Han fortsætter:

– Jeg tror, den lå lige under kurs 70, da vi tog hjem, så det krævede simpelthen, at vi skulle regne på for mange opgaver for at opnå ordrer. Idealcombi var efterspurgt og ofte direkte beskrevet i de større projekter, men i konkurrencen på pris blev det alligevel ofte de norske vindueskolleger som blev valgt.

Efterspørgslen fra de norske kunder fortsatte dog, og de seneste år har Idealcombi således solgt på ren bestilling til landet.

– Det har ikke været mange sager, men det er typisk til de store og dyrere enfamilieshuse; når de bygger dyrt, er det med et meget futuristisk og minimalistisk udtryk, og der har vi været interessante nok til stadig at gøre os gældende, fortæller Claus Winther.

Markedets udfordring

Kursen for den norske krone har ikke rykket sig stort, siden Idealcombi i 2017 forlod markedet, men nu vender man tilbage fri for den bekymring.

– Vi sælger i danske kroner deroppe, så det må blive markedets udfordring, hvor meget omsætning vi skal opnå, lyder det fra Claus Winther.

Han understreger, at der er solgt en del gennem Konsept Fasade, allerede inden samarbejdet for alvor er kommet i gang, og det giver blod på tanden.

– Vores produkter er givetvis nogle af de allerbedste på det skandinaviske vindueslandkort, og de er helt sikkert blandt de dyreste, så det er stort for os at se, at der alligevel er nogen, der synes, det er værd at kigge til vores side, siger salgsdirektøren.

Matcher på stilen

Ifølge Claus Winther skal en del af forklaringen findes i, at Idealcombis produkter matcher nordmændenes krav om det stilrene og minimalistiske udtryk i byggestilen på tegnestuerne.

– Og så er der den forskel på danske og norske vinduer, at deroppe åbner de traditionelt indad, og vi har en produktserie, der matcher det ind- såvel som det udadgående, og dermed giver den arkitektoniske frihed, forklarer salgsdirektøren.

Præcis hvor meget det norske marked på længere sigt skal fylde for den nordjyske vinduesproducent, vil han ikke sætte tal på.

– Nu spiller vi os lige varme deroppe sammen med Konsept Fasade, men jeg ved, at de har høje forventninger, og med den fart, de har lagt fra land med, tyder det på, at vi sagtens kan udvikle en lille, hyggelig nicheforretning i det eksklusive vinduesvalg deroppe, slår han fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095