23948sdkhjf

Tvivl om brand-standard for facadetræ

Meget udvendigt træ brandimprægneres og sælges som brandsikkert i hele dets levetid - nu viser praktiske forsøg, at imprægneringen kan forsvinde med tiden, selv om træet overholder standarden på området

En ny dansk undersøgelse rejser tvivl om den europæiske standard for holdbarhed af brandimprægnering i træ. En standard, som ofte bruges i markedsføringen af udvendigt beklædningstræ herhjemme.

Det viser sig nemlig, at de testmetoder, man forudsiger levetiden for træets brandegenskaber med i EN 16755, undervurderer hvor hårdt vejrliget belaster udendørs træ. Det betyder, at ingen i virkeligheden ved, hvordan alt det brandimprægnerede træ på facader, carporte og terrasser, der opsættes i disse år, reagerer i tilfælde af brand, når det har siddet udendørs i en årrække.

Det er konklusionen hos Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) og Teknologisk Institut (TI), som har testet brandimprægnerede facadebrædder, der har været udsat for dansk vejrlig i bare 10 måneder. De kunne måle, at en del af brandimprægneringen forsvandt til trods for at facadetræet lever op til EN 16755. Standarden beskriver holdbarheden af brandimprægneringen i træ. Den er frivillig, men bruges ofte i markedsføringen til at fortælle, at det brandimprægnerede træ har en vis modstandsdygtighed over for vejrpåvirkning – at det bevarer imprægneringen og den brandhæmmende effekt i hele træets levetid.

 – Situationen er nu, at vi faktisk ikke ved, hvordan brandegenskaberne af det træ, vi hænger op i dag, udvikler sig over tid, fastslår civilingeniør Martin Pauner fra DBI, der sammen med forretningsleder Morten Klamer fra TI står bag undersøgelsen.

Resultatet er et stort problem af to årsager: Generelt kræver bygningsreglementet, at træ - ligesom alle andre materialer - bevarer de samme brandegenskaber, som da bygningen blev opført.

Dernæst gælder der skærpede brandkrav til udvendige materialer på større byggerier. Her skal facader og udendørs beklædninger leve op til B-s1,d0, og det skal de i hele bygningens levetid. For at kunne overholde kravet behandles træ med malinger og imprægneringer, der forbedrer træets brandtekniske egenskaber.

Skepsis om levetiden

På en facade lever træet et hårdt liv. Udsat for regn, udtørring og solens uv-stråling risikerer brandimprægneringen at udvaskes.

– Meget træ skal beskyttes med brandimprægnering og mod ældning. Holdbarheden af den beskyttelse undersøges med standarden EN 16755, som indeholder metoder for accelereret ældning. Kan et produkt bestå en test efter den accelererede ældning, kan det ifølge standarden bevare sine brandtekniske egenskaber, siger Morten Klamer TI.

Eksperterne hos DBI og TI var skeptiske over for, om brandimprægneringen og den brandhæmmende effekt virkelig bevares over tid i alle situationer.

 - Vi havde en fornemmelse af, at brandimprægnering forsvinder med tiden. Flere af de anvendte produkter og standarden på området er nye, så projektet skulle gøre os klogere på holdbarheden under danske klimaforhold, fortæller Martin Pauner.

Ukendte brandegenskaber

På TI i Taastrup blev der etableret en udendørs prøveopstilling med profilbrædder. Herfra sammenlignede man det naturligt ældede træ med træ ældet i laboratoriet efter standarderne EN 16755 og EN 927-6.

- Vi har kun arbejdet med ét produkt. Men brandtests viser, at 10 måneders naturlig ældning enten svarer til eller er betydeligt hårdere end metoderne for accelereret ældning, siger Martin Pauner.

– Det tyder på, at brandimprægneringen forsvinder. Og derfor kender vi ikke den reelle levetid af brandegenskaberne for de udvendige brandimprægnerede træbeklædninger, der er opsat på byggerier i dag, selvom de lever op til EN 16755.

Ny standard nødvendig

Undersøgelsen fandt yderligere ”systemfejl” ved standarden, som er fra 2017 og dermed blot få år gammel. Den er en videreudvikling af en nordisk standard og en europæisk teknisk specifikation på området, men undervejs er der blevet slækket på kravene. Det kan føre til helt misvisende resultater for, hvordan det laboratorieældede træ klarer brandtests og dermed klassificeres - f.eks. klarer ubehandlet træ sig bedre i nogle typer brandtests end det brandimprægnerede træ, afhængigt af de efterfølgende testmetoder der bruges.

– Vi havde en idé om, at der nok ville være et problem på området, men vi vidste ikke, at det var så grelt, siger Martin Pauner.

Vurderingen hos DBI og Teknologisk Institut er, at EN 16755 er ubrugelig til at vurdere træbeklædningers holdbarhed, og at den ligefrem blåstempler produkter på et fejlagtigt grundlag.

– Den er helt gal, når ubehandlet træ lever op til konkrete krav i standarden. Standarden bør tages ud af funktion og revideres kraftigt, siger han.

Fordi projektet kun har testet én type af brandimprægnerede profilbrædder til facadebeklædning, ønsker DBI og Teknologisk Institut at undersøge andre brandimprægnerede træprodukter.

Læs også: Tømrermester jagter brandsikre løsninger

Læs også: Træbyggeriet udfordret af brandkrav

Artiklen er en del af temaet PASKRAM .

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094