23948sdkhjf

Landsret skal afgøre sag om industrispionage mod Velux

Østre Landsret kommer til at afgøre, om en tysk erhvervsmand kan tiltales og eventuelt er skyldig i at forsøge at videresælge forretningshemmeligheder om den danske vindueproducent Velux.

Statsadvokaten i København oplyser, at man har anket afgørelsen fra Retten i Helsingør om, at sagen mod tyskeren afvises.

I den opsigtsvækkende sag fandt byretten kort før jul en tidligere chef i Velux skyldig i industrispionage og idømte ham fængsel i to år.

Han havde forsøgt at sælge hemmeligheder om Velux til det polske selskab Fakro, som er en konkurrent på markedet for ovenlysvinduer.

Men samtidig blev tiltalen mod en tysk erhvervsmand altså afvist. Begrundelsen var, at han ikke forlod Tyskland under forløbet, og at der ikke er dansk straffemyndighed i forhold til tyskerens handlinger.

Men i dommen hedder det dog også, at tyskerens forklaringer er både utroværdige og delvist usammenhængende.

Sagen har blandt andet handlet om et møde på Hotel Rio i Karlsruhe i Tyskland 31. marts 2016. Her mødtes tyskeren med et bestyrelsesmedlem fra Fakro, og en polsk kvinde deltog også. Hun har fortalt, at tyskeren forventede at få en million euro til gengæld for nogle papirer om Velux.

Straks efter domsafsigelsen ankede den tidligere Velux-chef, der blev idømt fængsel i to år, til landsretten med krav om frifindelse. Forsvareren har sagt, at også tiltalen mod hans klient bør afvises.

Hvornår Østre Landsret kan tage fat på anken, er endnu uvist. I byretten strakte sagen sig over 15 retsmøder.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094