23948sdkhjf

Med værktøj i hånd: Rullende offensiv for træfagene

Rullende træværksteder skal få unge til at vælge en karriere som håndværker

Byggebranchen sukker efter flere kvalificerede, faglærte håndværkere. Og samtidig må branchen konstatere, at alt for få unge vælger en erhvervsuddannelse. Det gælder også inden for træfagene.

Nu skal et nyt samarbejde mellem U/NORD – Uddannelser i Nordsjælland, Trælast & byggecenter Johannes Fogs Fond og Festool styrke rekrutteringen med projektet ”Woodlab on Wheels”.  

Målet er at give flere unge folkeskoleelever i Nordsjælland smag for de træfaglige erhvervsuddannelser og interesse for at arbejde i byggebranchen. Trælast & byggecenter Johannes Fogs Fond er hovedsponsor på projektet, mens Festool sponserer el-værktøjer til projektet.

 De første folkeskoleelever fra Fredensborg, Gilleleje, Ølstykke og Humlebæk har netop haft besøg af ”Woodlab on Wheels”.  Projektet består af en karavane med fem biler, fem trailere med små værksteder og et mobilt snedker-/tømrerværksted, der i løbet af skoleåret ruller ud til Nordsjællandske folkeskoler for at undervise elever i 6.-10. klasse i tømrer- og snedkerfagene.

 - Formålet er at vække elevernes interesse for at tage en træfaglig uddannelse efter folkeskolen. Projektet skal på en virkelighedsnær måde give eleverne en oplevelse af og konkret viden om, både hvad det vil sige at arbejde som snedker og tømrer, og hvordan uddannelserne foregår, siger Jesper Trap fra Hillerød Tekniske Skole, der er projektleder for ”Woodlab on Wheels”.

- Vi ønsker at fortælle og vise de unge og deres forældre, at håndværkerfaget er en spændende karrierevej, som giver masser muligheder for at videreuddanne sig efterfølgende, fremhæver han.

 Tømrer og snedker for en dag eller to

Når ’Woodlab on Wheels” ruller ud til eleverne med de mobile værksteder, bliver eleverne undervist af en faglært håndværker.

 - Vi møder eleverne i deres egne omgivelser og stiller alle materialer og faciliteter til rådighed. På den måde bliver eleverne ikke bare oplyst om erhvervsuddannelsernes muligheder, men de får også tid til at fordybe sig i en krævende opgave på vores mobile værksted for at få en oplevelse af, hvordan arbejdet som håndværker foregår i praksis. Samtidig understøtter vi lærernes egne mål inden for fagene ”håndværk og design”, lyder det fra Jesper Trap, som selv er uddannet snedker. 

 Gennem forløbet skal eleverne arbejde med træ og fremstille et nyt produkt.

Eleverne på 6.-7. klassetrin skal bruge en hel dag på at fremstille en nøglering i poleret ahorn, birk, bøg eller eg, der skal fungere som mobiltelefon-holder. Den skal afslutningsvis poleres med voks.

Undervisningen for eleverne på 8.-10. klassetrin foregår over to skoledage som et rollespil, hvor eleverne bliver inddelt i arbejdssjak og skal prøve at arbejde som ”rigtige” håndværkere ved at fremstille et bord/bænke-sæt.

  At være håndværker i en digital tid

Når eleverne inden længe får mulighed for at prøve tømrer- og snedkerfagene af i praksis, bliver det desuden med flere digitale virkemidler.

- Det er vigtigt for os at imødekomme de unge og deres behov i en digital tid for at fremme deres kreativitet og lyst til at arbejde med håndværk, siger Jesper Trap.

 Han forklarer videre, at kommunikationen mellem eleverne og underviserne for de ældre elevers vedkommende også kommer til at foregå via tablet og telefon. De ældre elever har mulighed for at tilvælge en ekstra dag om fremtidens teknologi, hvor de skal prøve at flyve med droner. Her skal de bruge deres egen smartphone til at styre droner via en app, hvorfra de kan følge dronen på deres skærm og optage film og billeder undervejs. 

 Trailerne fra det mobile værksted er indrettet med forskellige temaer inden for tømrer- og snedkerfaget, der inddrager digitalt udstyr og sociale medier:

- Via iPads i rummene får eleverne for eksempel vist, hvad håndværk er, og hvordan man undgår arbejdsskader. De bliver også introduceret til design og funktionalitet, og hvad det kræver at komme i gang med produktionen, siger Jesper Trap.

 Værktøj fra Festool

Festool, der i mere end 90 år har produceret el-værktøj fra øverste hylde, støtter projektet med værktøjer, som eleverne får til rådighed i ”Woodlab on Wheels”

Eleverne får mulighed for at bruge både håndværktøjer og forskelligt el-værktøj.

 - Vi har valgt at støtte ”Woodlab on Wheels”’ projektet, da der - udover vigtigheden i at få flere unge til at få smag for håndværkerfagene - også er mange nytænkende elementer indbygget i projektet, siger PR-ansvarlig fra Festool, Rikke Geert.

- Vi er enormt stolte af at være en del af dette projekt, hvor vi kan give eleverne muligheden for at anvende professionelt kvalitetsværktøj, så de får en ægte og positiv følelse af at prøve fagene af. Det bliver vildt spændende at følge, og vi glæder os til at høre reaktionerne fra skoleelever, lærere og forældre, siger Rikke Geert.

 Jesper Trap tilføjer:

- Vi ved af erfaring, at Festool har produkter i høj kvalitet, der virker. Derfor er vi glade og taknemmelige for deres støtte, da det er med til at kvalificere hele projektet.

 Besøger 22 folkeskoler

Woodlab on Wheels besøger 22 folkeskoler i Nordsjælland

”Woodlab on Wheels” går ifølge Jesper Trap allerede over al forventning, da projektet er fuldt booket for resten af skoleåret med en pæn venteliste:

- Der har været en overvældende interesse og opbakning fra de lokale folkeskoler i Nordsjælland fra start. Det er fantastisk at opleve, at mange tror på, at projektet kan påvirke flere unge til at tage en træfaglig erhvervsuddannelse, fortæller han begejstret.

 - Vi forventer og håber, at vi i løbet af et par år og fremover kan måle en effekt på, hvor mange elever, der søger ind på de træfaglige erhvervsuddannelser i Nordsjælland, siger han.

 Resten af året kan syv folkeskoler med 11. klasser i 8.- 10.klassetrin i Fredensborg, Gilleleje, Hørsholm, Humlebæk, Skævinge, Slangerup og Nærum se frem til at få undervisning i det mobile træværksted, hvor de skal prøve kræfter med de håndværksmæssige træfag i praksis.

I det nye år ruller ”Woodlab on Wheels” karavanen videre til 15 nye folkeskoler i Nordsjælland, hvor undervisningen foregår for 6. og 7. klassetrin.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094