23948sdkhjf

Tidligere chef skal for retten for spionage mod Velux

Et fortroligt ledergruppemøde i vinduesvirksomheden Velux blev optaget i smug, og hemmelige dokumenter blev forsøgt solgt til konkurrenten.

Sådan lyder anklagerne i en usædvanlig sag om industrispionage, der begynder tirsdag i Retten i Helsingør.

En tidligere chef i Velux er tiltalt for at have optaget et fortroligt ledermøde i smug i 2016. Desuden skal han have indsamlet forretningshemmeligheder, som han forsøgte at sælge til den polske ærkerival Fakro.

En anden mand er også tiltalt. Han anklages for at have mødtes med Fakro og forsøgt at sælge de hemmelige dokumenter og lydfiler fra møder.

Blandt de fortrolige dokumenter skal være en beskrivelse af en ny type glas - herunder de tekniske og økonomiske detaljer. Også grafer over produktfejl ville Velux-chefen sælge, mener anklagemyndigheden.

Både den tidligere chef og den påståede mellemmand nægter sig skyldige.

Finans.dk har tidligere beskrevet, hvordan det var en polsk kvinde, som i 2016 gik til Velux' daværende topchef, Jørgen Tang-Jensen, og fortalte om sagen.

Efterfølgende blev hun truet flere gange, fortalte hun til mediet i 2017. Derfor har Velux betalt for, at hun kan blive rådgivet om sin egen sikkerhed af et dansk sikkerhedsfirma.

Selv om omdrejningspunktet for sagen er Velux' forretningshemmeligheder, vil tilhørerne i retten ikke blive nærmere indviet i hemmelighederne.

For forud for sagen har dommeren sagt god for, at der er lukkede døre, hvad angår en række dokumenter, som ifølge Velux er forretningshemmeligheder. Når dørene lukkes, vil tilhørere og presse blive bedt om at forlade retssalen.

Foruden spionage er den tidligere chef tiltalt for bedrageri.

Det skyldes, at han ifølge anklagemyndigheden sendte regninger med transportudgifter på over 300.000 kroner til Velux, selv om han modtog et månedligt beløb til at dække netop transport.

Velux oplyser, at firmaet kræver erstatning for uberettiget betaling og refusion af billeje og rejseomkostninger. Samtidig har Velux taget forbehold for at komme med yderligere krav om erstatning.

Retten har afsat 14 dage til sagen frem til december.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081